Prisen på olie vil falde med udviklingen af nye teknologier, og desuden vil andre energikilder få deres gennembrud i det 21. århundrede. Pessimisterne får igen en lang næse.
12. august 2004, 03:30
PRISFALD PÅ VEJ: Olieprisernes himmelflugt har genoplivet en ældgammel diskussion - nemlig om vi er ved at løbe tør for olie, eller i hvert fald billig olie. Skal vi til at vænne os til oliepriser på 45, 50 eller sågar 100 dollar per tønde?
Svaret er: Nej.
Olieprisen vil på langt sigt falde, formentlig til et niveau omkring 10-20 dollar per tønde, og den langsigtede tendens vil være svagt faldende priser på olie, når der er taget højde for den generelle inflation.
Det eneste, der for alvor vil kunne gøre denne forudsigelse til skamme, vil være en kraftig forværring af den politiske situation i Mellemøsten. Det skal endvidere understreges, at der med det lange sigt menes fem til ti år og derover. Hvordan oliepriserne vil udvikle sig inden for de næste måneder, er jeg ikke kompetent til at udtale mig om.RENTABELT: De nuværende høje priser skyldes, at udbuddet har svært ved at følge med en hurtigt voksende efterspørgsel, især fra Kina. At olieproduktionen har svært ved at følge med for tiden, er dog et midlertidigt problem. Det skyldes ikke, at verden er ved at løbe tør for olie, eller at det bliver stadigt vanskeligere at finde nye reserver.
Årsagen er, at olien i en årrække har været så billig, at det ikke har kunnet betale sig at udvikle ny produktionskapacitet. Nu da prisen på råolie er steget, vil produktionskapaciteten ligeledes vokse, fordi det igen kan betale sig at investere i olieproduktion.LANDVINDING TIL HAVS: Ny produktionskapacitet indvies imidlertid ikke fra den ene dag til den næste, og i mellemtiden stiger olieprisen.
På kort sigt stiger olieprisen altså, når efterspørgslen stiger. Men på langt sigt er det omkostningerne forbundet med olieudvinding, som afgør olieprisen.
Hvis der ikke fandt en teknologisk udvikling sted, ville olieprisen derfor stige, når de lettest tilgængelige oliereserver var blevet opbrugt, og man skulle til at finde og udvinde olien fra vanskeligere kilder.
Heldigvis sker der en rivende teknologisk udvikling inden for olieudvinding. I løbet af de seneste 15 år er omkostningerne ved at udvinde olie fra havbunden på dybt vand faldet til en tredjedel. Maersk Olie & Gas har bidraget til denne tendens ved at udvikle metoder, der gør det muligt at bore vandret under havbunden og dermed udvinde olie fra et langt større område i samme boring.
Sådanne fantastiske teknologiske bedrifter medfører, at olieressourcer, som ikke var økonomisk rentable for blot 10 år siden, i dag kan udvindes med fortjeneste.SOL, VIND OG ATOMER: Fremtidige teknologiske landvindinger af denne art vil garantere os masser af billig olie i resten af dette århundrede - ligegyldigt hvor meget efterspørgslen måtte stige. Men inden da vil andre energiteknologier være modne til helt eller delvist at erstatte olie.
Det meste af litteraturen om fremtidens energikilder forventer, at én eller flere ikke-fossile energiteknologier vil blive konkurrencedygtige i løbet af det 21. århundrede. Både solenergi og vindenergi har historisk set omkostningsreduktioner på 20 procent for hver fordobling af den samlede produktionskapacitet. Hvis denne udvikling fortsætter - og det gør den formentlig - vil vindenergi være konkurrencedygtig om 10-20 år og solceller inden midten af det 21. århundrede.
På verdensplan spiller også atomkraft en voksende rolle. Andelen af verdens samlede energiforsyning frembragt ved atomkraft er vokset fra under én procent i 1973 til omkring syv procent i dag. Også her falder produktionsomkostningerne.
Alt i alt står dommedagsprofeterne altså til endnu en lang næse: Vi kan se en fremtid i møde med masser af billig energi.

































