Banker og pensionsselskaber vil gerne sælge pensioner, men de tjener samtidig styrtende på det. Der er mangel på uafhængige rådgivere.
27. februar 2004, 22:30
Danmark har akut mangel på uafhængige rådgivere, som kan hjælpe folk med at få opsparingen til livet som pensionist skruet sammen på en optimal måde.
Årsagen er, at danskerne er for nærige, og ikke vil betale for at få god og uafhængig rådgivning hos en revisor eller anden ekspert.
Det vurderer den tidligere forsikringsdirektør Ib Mardahl-Hansen, som samtidig understreger, at han ikke selv er eller vil være pensionsrådgiver for private.
Men givet er det, at luften løbende er tyk af direkte modstridende udsagn om, hvor meget folk skal spare op til alderdommen, hvornår man skal begynde opsparingen, og ikke mindst, hvor den skal placeres.]
Disse spørgsmål er uhyre indviklede at besvare, og varierer også fra person til person. Derfor er alt med pensioner i høj grad noget, som kræver professionel rådgivning. Mange søger da også hjælp, men det sker typisk i banker eller hos pensionsselskaber, der lever af at sælge egne produkter.
»Det er gratis i første omgang, at få råd i banken. Men det koster det hvide ud af øjnene på det lange sigt, hvor der løbende betales omkostninger. Det gælder især, hvis man får valgt en dyr ordning i stedet for en billig, eller man får sammensat sin opsparing på en måde, der ikke er optimal. Mange ville derfor stå sig bedre ved at ofre måske 7.000 kr. eller 10.000 kr. på at søge råd hos en, der ikke skal sælge noget,« lyder det fra Ib Mardahl-Hansen.
»Jeg håber meget på, at pensionsmæglere, bankrådgivere og andre, som hjælper folk med denne slags, er deres opgave voksen. Men jeg har også mødt mange, der er de rene sjufter, altså sjovere eller planttenslagere,« sagde Ib Mardahl-Hansen forleden aften på et møde, der var arrangeret af Dansk Aktionærforening på Københavns Universitet.
Det er også valg af selskab, og om man skal spare op i et såkaldt gennemsnitsrentemiljø - hvor alle får det samme i afkast - eller i et markedsrentemiljø - hvor afkastet er knyttet til ens egen værdipapirer, mange bør søge råd om - hos uafhængige rådgivere.
Mange penge at spare
Det vil kunne spare folk for tusindvis af kroner på lang sigt, bl.a. fordi omkostningerne er skruet sammen på forskellig vis. Eksempelvis betaler man i gennemsnitsrentemiljøet en procentandel af ens årlige præmieindbetalinger.
Omvendt betales der i markedsrentemiljøet en procent af hele formuen i omkostninger. Derfor er der mange penge at spare ved at vælge gennemsnitsrentemiljøet, hvis man har opbygget en stor pensionsformue og nærmer sig en tid, hvor indbetalingerne bliver mindre, eller måske hører helt op.





























































