Karrierebog: »Mikrovirksomheder med vokseværk«Kan man være hinandens største konkurrenter og bedste kolleger på samme tid? For Abelone Glahn og Margrete Bak er svaret ja, og de vil gerne spille bolden videre til andre selvstændige, som de mener, kan få gavn af samspillet.
9. maj 2006, 22:30
Abelone Glahn og Margrete Bak er konkurrenter. Men de er også kolleger. Faktisk hinandens allerbedste af slagsen. Hver især driver de en konsulentvirksomhed, hvor de blandt andet rådgiver inden for det, de også selv er, nemlig mikrovirksomheder i vækst.
Det er der ikke ret mange andre, der gør, fandt de ud af, men i stedet for at strides om monopolet, besluttede de sig for at slå pjalterne sammen og drage nytte af hinanden, hvor det syntes oplagt. Nu har Abelone Glahn og Margrete Bak udgivet bogen »Mikrovirksomheder med vokseværk«, hvor de introducerer begrebet »konkolleger«.
»Når man er selvstændig, kan man godt være lidt isoleret, og så er det vigtigt ikke bare at have et netværk. Man er også nødt til have et samspil om lige den branche og den situation, man sidder i - og hvem ved mere om det, end ens konkurrenter?« spørger Abelone Glahn, som ud over sin rådgivervirksomhed er journalist og forfatter.
Margrete Bak derimod er uddannet jurist, men de to kvinder har alligevel fundet en fælles platform i interessen for vækstpotentialet i mikrovirksomheder, som klarer sig godt.
Mens der er masser af fokus på iværksætteri, savner de to nemlig en problematisering af, hvordan man håndterer mikrovirksomheden, når først den er etableret, og det begynder at gå godt.
»Man taler meget om vækst og om gazellevirksomheder, der spreder sig med lynets hast. Men man glemmer, at der er nogen, som har det godt med at være sig selv, og som ikke ser vækst som det at ansætte flere medarbejdere,« siger Abelone Glahn.
Ikke nødvendigvis vækst
Hun finder det positivt, at virksomhederne ekspanderer og skaber arbejdspladser, men påpeger, at man som selvstændig i kraft af sin viden også skaber arbejde i og ikke mindst værdi for den virksomhed, man bistår. Og selv om det kan være nødvendigt med hjælp til det praktiske i hverdagen, behøver ambitionen ikke nødvendigvis at være vækst i form af ekspansion. Ikke desto mindre kan man som selvstændig blive blind for de reelle udfordringer og den udvikling, man i sin branche står overfor. Og så er det givtigt at have den helt unikke sparring, man får gennem netværket med en konkurrent, mener Abelone Glahn.
Skal vælges med omhu
Man skal imidlertid selv vælge at være kollega med konkurrenten, ellers dur det ikke.
»Det kræver en meget høj grad af tillid, for man betror den anden det dyrebareste, man har som selvstændig: Sit kundekartotek. Hvis jeg har et oplæg hos en kunde og bliver forhindret, vil jeg til enhver tid foreslå kunden at ringe til Margrete. Jeg ved, at jeg kan stå inde for kvaliteten, og jeg ved, at det samme vil være tilfældet den anden vej,« siger Abelone Glahn.
Hun er ikke bange for at miste kunder på den konto:
»Hvis det sker, at de så for fremtiden hellere vil have Margrete, jamen, så er det modsatte nok også tilfældet en anden gang. Det går lige op, og hvis ikke det gør det, er jeg jo ikke dygtig nok.«
Og også her er konkollegaskabet en fordel for den selvstændige, påpeger Abelone Glahn.
Det skærper sanserne, og tvinger en til hele tiden at udvikle sig til det bedre.
»Du kan ikke hvile på laurbærrene, for så er der lige pludselig en, som er bedre end dig,« siger hun.
Af samme grund handler det om at vælge sine konkolleger med omhu og ikke være bange for at gå ud over landets grænser. Man skal slet og ret vælge de dygtigste på området, forudsat at man også selv er blandt dem. For det går begge veje, og som i ethvert velfungerende netværk skal man kunne give lige så meget, som man tager.
Abelone Glahn og Margrete Bakhar har her bl.a. lagt en checkliste, som kan bruges til at gå mikrovirksomheden efter i sømmene.



































