Berlingske Business
LIVE
17:58 På gensyn i morgen

Kina frygter afhængighed af olieimport

Kina er forskrækket over sin accelererende afhængighed af importeret olie. Det er forklaringen på en 4.250 km lang naturgasledning, som nu er begyndt at skære sig tværs gennem folkerepublikken fra Xinjiang i vest til Shanghai i øst. Kina håber, at naturgas i løbet af en kort årrække vil udgøre mindst ti procent af det totale energiforbrug. I dag er det under tre procent.

BEIJING

Det er ikke nogen hemmelighed, at det kinesiske lederskab betragter de tre ressourcer - olie, vand og korn - som faktorer af militærstrategisk betydning. Det er derfor ikke opmuntrende, at den røde lampe blinker hidsigt, når det gælder både vand og olie. Der er alt for lidt af begge dele. De sorgløse og optimistiske dage i begyndelsen af 1960erne, hvor Kina blev selvforsynende med olie, hører for længst fortiden til.

I stedet må verdens femtestørste olieproducent og verdens syvendestørste økonomi, Kina, nu forholde sig til det ubehagelige faktum, at folkerepublikkens olieforbrug - over 300 mio. ton i 2001 - ligger på en global tredjeplads efter USAs og Japans. Sidste år importerede Kina mere end 65 mio. ton olie eller hen ved en femtedel af al den olie, som folkerepublikkens fremadstræbende økonomi lagde beslag på. Omsat til vækst bidrog al olien til at skabe en samlet fremgang i økonomien på fornemme 7,3 procent. Men medaljen har altså en bagside.

Gennem de sidste ti år er olieforbruget steget med gennemsnitlig 5,8 procent om året, mens den hjemlige produktion af råolie til gengæld kun har bevæget sig fremad med gennemsnitlig 1,6 procent på årsbasis.

I 2010, skønner kinesiske embedsmænd, vil folkerepublikken være nødsaget til at importere lige så meget olie, som Sydkorea importerer i dag, nemlig 120 mio. ton. Ti år senere vil Kina importere mere end dobbelt så meget olie igen, hvilket vil overstige den mængde olie, verdens næststørste økonomi, Japan, lægger beslag på via import på nuværende tidspunkt.

Det vil betyde, konkluderer kinesiske embedsmænd, at landet til den tid er afhængig af importeret olie til at dække mere end 50 procent af sit forbrug. Mod 20 procent nu.

Uhyggen breder sig

Men det scenario, anfører bl.a. Det Internationale Energiagentur, IEA, er i realiteten alt for lyserødt. I 2020 kan Kina ikke nøjes med at købe noget, der ligner 240 mio. tons om året. Folkerepublikken, siger IEA, har brug for at hente 400 mio. tons olie på de internationale markeder om tyve år.

I dag stammer mere end halvdelen af Kinas olieimport fra Mellemøsten. Afhængigheden er forklaringen på Kinas omhyggelige pleje af regionen - herunder Kinas store lydhørhed over for regionens krav i FNs Sikkerhedsråd. Mens vicepræsident Hu Jintao, der spås en fremtid som landets topleder efter den 16. partikongres til efteråret, i foråret aflagde sit første besøg nogensinde i USA, så fandt præsident Jiang Zemin det på sin plads - på et tidspunkt, hvor den verdenspolitiske scene står i antiterrorens tegn - i april at besøge bl.a. Iran og Libyen.

Den hurtigste rute fra Mellemøsten og tilbage til den kinesiske industri går gennem det smalle Malakka Stræde mellem den malaysiske halvø og Sumatra. Kina er ikke blind for, hvor hurtigt strædet kan blive blokeret af en potentiel fjende - læs USA - i tilfælde ef en konflikt eller en krisesituation, og hvor sårbart et mål folkerepublikkens økonomi dermed er.

Så meget har skrækken bredt sig, at folkerepublikken nu for første gang nogensinde diskuterer det fornuftige i at bruge af sine svulmende valutareserver til at anskaffe sig en strategisk oliereserve. De delegerede til Folkekongressen var voldsomt optaget af emnet både i år og sidste år.

»Det er ligesom en atombombe. Når man én gang har anskaffet sig lageret, fungerer det som en slags afskrækkelse,« har Chen Huai, der er seniorforsker for regeringen på energiområdet, begejstret forklaret et Beijing-baseret økonomisk dagblad.

Masser af gas

I dag har Kina ingen strategisk oliereserve, og det lager, som regeringen sidste forår lovede at opbygge i de næste fem år, skal efter planen kun rumme seks mio. tons - svarende til en måneds forbrug. Det er prisen - ca. 2,5 mia. dollar for seks mio. tons - der afskrækker Kina fra at oprette et større lager. Til sammenligning har de 26 fortrinsvis vestlige lande, der er med i IEA, strategiske reserver, der svarer til 90 dages olieimport.

En af hovedårsagerne til Kinas stigende afhængighed af importeret olie er de skuffende resultater i jagten på råolie i den nordvestlige Xinjiang provins. I dag ligger Xinjiang på en fjerdeplads efter Heilongjiang, Shandong og Liaoning provinserne. Men det skulle have været anderledes. Op til to femtedele af landets potentielle oliereserver, troede eksperterne, at Xinjiang havde at byde på. Endnu har Xinjiang ikke levet op til forventningerne.

Til gengæld er det Xinjiang, der mere end noget andet holder liv i forhåbningen om, at landet ved udgangen af 2010 har forøget forbruget af naturgas til ti procent af det totale energiforbrug mod mindre end tre procent i dag. Fra 30 mia. kubikmeter naturgas om året til op mod 100 kubikmeter naturgas. Kul er stadig Kinas væsentligste energikilde og udgør næsten 70 procent af den totale energisammensætning.

Under Xinjiangs ørken gemmer der sig ifølge kinesiske eksperter hele 526,7 mia. - beviste og verificerede - kubikmeter naturgas, hvoraf de 372,5 mia. kubikmeter er tilgængelige.

Dyrt og stort

Det er grunden til, at folkerepublikken sidste efterår tog hul på at anlægge en 4.250 km lang naturgasledning fra Tarim-bækkenet i Xinjiang tværs gennem landet, over hele 40 floder og videre til Shanghai og de andre energislugende storbyer på den succesrige østkyst.

Ledningen bliver konstrueret i to sektioner. Den første - fra Jingbian i Shaanxi provinsen - skal være færdig i 2004, mens den anden sektion - fra Tarim til Jiangbian - skal være færdig i starten af 2005. Når ledningen kører på maksimal kapacitet i 2010, vil den transportere så meget som 20 mia. kubikmeter gas om året fra vest til øst.

Naturgasledningen, som også tjener det politisk topprioriterede formål at bidrage til udviklingen af de fortsat tilbagestående centrale og vestlige dele af landet, er folkerepublikkens næststørste energiinvestering til dato. Kun anslået to milliarder dollar billigere end mastodontprojektet på Yangtze-floden, hvor verdens største vandkraftværk, til 22 mia. dollar, er ved at blive konstrueret.

I erkendelse af opgavens enorme omfang både økonomisk og teknisk har PetroChina, landets største olie- og gasselskab og en del af det statslige China National Petroleum Corporation, arbejdet ihærdigt for at få udenlandske investorer om bord. Et internationalt konsortium anført af Royal Dutch/Shell og som også omfatter russiske Gazprom og Stroytransgaz, ventes at gå ind i projektet med 45 procent af kapitalen, mens PetroChina og Sinopec tegner sig for resten.

Den endelige aftale mellem parterne vil ligge klar til efteråret, er det blevet meddelt. Men det er en aftale, hvor den endelige dato for underskrivelsen er blevet annonceret mere end et par gange.

Viljen er der

Det er heller ikke, fordi der mangler løse ender i det gigantiske naturgasprojekt. Et af de mest centrale spørgsmål drejer sig om, hvorvidt investeringen overhovedet nogensinde fra et kommercielt synspunkt bliver fordelagtig. Gaspriserne er ikke konkurrencedygtige i forhold til Kinas rigelige mængder af kul, og endnu har ingen politisk leder i Beijing dristet sig til at forklare, hvordan og hvornår det planlægges at begynde at vride armen rundt på kraftværker og forbrugere f.eks. ved at beskatte brugen af kul for at få penge kanaliseret tilbage til Royal Dutch/Shells og PetroChinas pengekasser.

Royal Dutch/Shell, siger iagttagere, opererer med en kalkuleret risiko i det store projekt med det formål at få adgang til olie- og gasfelter i folkerepublikken, som PetroChina ellers ikke hidtil har vist interesse for at dele. Blandt andet ønsker Shell retten til at drive det vigtigste gasfund i Tarim-bækkenet, Kela 2, der er helt centralt for den store naturgasledning.

At Kina har demonstreret evne og vilje til at få enderne til at hænge sammen - i forsøgene på at udstikke en ny kurs for sin energipolitik - viser Beijings eksempel.

På fem år har den kinesiske hovedstad tidoblet sit forbrug af naturgas. Næsten to millioner husstande har inden for de senere år foretaget skiftet fra kul til naturgas. Og mere end 3.000 busser i Beijing kører på naturgas.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen