Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Jørgen Mads Clausen på indkøb i Kina

Danfoss gør noget ved de store vækstproblemer i Kina med købet af Hangzhou Qinbao Refrigeration Equipment.

Danfoss køber en 120 mand stor virksomhed i Kina og kommer dermed tættere på ambitionen om, at Kina i 2013 skal være Danfoss´ andet hjemmemarked. I dag omsætter Danfoss for mere end 1 mia. kr. i Kina, men det er slet ikke nok for den ambitiøse Nordborg-koncern.

Jørgen Mads Clausen og co. har hidtil haft svært ved at købe op i et tilstrækkeligt tempo i Kina.

Det opkøbte selskab ligger i Hangzhou i Zhejiang-provinsen, Kina, og beskæftiger 120 medarbejdere, der udvikler, fremstiller og markedsfører loddede pladevarmevekslere.

Selskabet er førende i markedssegmentet for loddede pladevarmevekslere og har et stærkt distributionsnetværk, som yder teknisk support i hele Kina. Qinbao eksporterer til mere end ti lande, oplyser Danfoss.

"Købet, som vil være vores andet i Kina, stemmer overens med Danfoss' langsigtede forretningsstrategi i Kina, der går ud på at forstærke vores tilstedeværelse i landet ved at bidrage yderligere til dets vedvarende økonomiske vækst gennem en forbedret energieffektivitet. Købet vil accelerere væksten hos køle- og aircondition-forretningen på det kinesiske marked," siger Niels B. Christiansen, COO, Danfoss.

Qinbaos ledelsesteam, der har ført selskabet til dets nuværende position, vil fortsat stå i spidsen for selskabet.

Noel Ryan, direktør for Danfoss Refrigeration and Air Conditioning Asia Pacific, er udnævnt til formand for bestyrelsen. Gao Yiqin, den tidligere hovedaktionær og formand for Qinbaos bestyrelse, vil fortsætte som næstformand i bestyrelsen.

Virksomheden kommer til at hedde Danfoss Qinbao og bliver en del af Danfoss Refrigeration & Air Conditioning Division.

Danfoss har indtil videre haft et forrygende år, med en halvårsomsætning på 9,.1 mia. kr. og et resultat før skat på 631 mio. kr. Langt mere end virksomheden forventede ved årets indgang.

 




Markedet lige nu