Danfoss-topchefen er godt på vej mod sit ambitiøse vækstmål.
13. november 2006, 12:30 – opdateret 13. november 2006, 12:40
Med dagens flotte ni-måneders-regnskab fra industrikoncernen Danfoss, mener topchef Jørgen Mads Clausen, at 2008-målsætningen kan nås.
"I kraft af de opnåede resultater i årets første ni måneder kan vi konstatere, at de ambitiøse mål om, at Danfoss i 2008 skal nå en omsætning på 24 mia. kroner og have en EBIT på 10 pct. er inden for realistisk rækkevidde," siger han i en kommentar til regnskabet.
I år forventer Jørgen Mads Clausen at aflevere en omsætning på mellem 18,5 og 19,5 mia. kr. Det er en opjustering på en mia. kr. i forhold til tidligere udmeldinger.
EBIT - det primære driftsresultat - rammer i niveauet 1,3 - 1,4 mia. i år.
"Vi glæder os over, at den positive udvikling fra første halvår er blevet håndteret på bedste vis. Indsatsen for at udbygge Danfoss' position på det nordamerikanske marked har båret frugt, og USA er nu Danfoss' næststørste marked. Væksten i Kina er ligeledes fastholdt på et højt niveau," siger Jørgen Mads Clausen.





























































