Berlingske Business
LIVE
17:57 God weekend 

Hjerte- storm

Det, vi siger, og det, vi føler, er det mest smitsomme, vi kan bibringe andre. Virksomheder taler til hjernen, men de skal lære at tale til hjertet, mener Rolf Jensen, der udsender en opfølger til sin bestseller om drømmesamfundet.

Alle elsker en god historie; og når en historie er rigtig god, er det, fordi den ligner livet. Men det spørgsmål, de færreste af os får stillet, lyder: Er jeg hovedperson i min egen historie?

Rolf Jensen skæver op med et lille smil i mundvigen for at sikre, at pointen nu også røg ind på lystavlen. De skæve bemærkninger, anekdoter, filmcitater og henvisninger til diverse bøger fyger fra ham. Han er en mand, der kan fortælle om den gode fortælling, og det er han blevet internationalt berømt på.

Pointen er ikke, at Rolf Jensen kan levere en god historie. Næ, han kan forklare, hvorfor en god historie er godt for os, og hvordan fortællingen - storytelling, som det hedder i disse globaliserede tider - har overtaget vores billede af omverden og vores selvforståelse.

Historien bag Heartstorm

Rolf Jensen, 60 år, er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Fra 1970 til 1983 arbejde han i flere ministerier. Herfra kom han til Instituttet for Fremtidsforskning, heraf 12 som direktør. Fortællingen om bogen »Heartstorm«, storytelling i praksis, lyder i hans mund:

»Klokken 9 den 2. april - på H.C. Andersens fødselsdag - åbnede vi kontoret med to PCere og syv flyttekasser. Missionen var at foretage en rejse fra business-øen til fiktion-søen for at botanisere, tage notater og vende tilbage. Bogen »Heartstorm« er skrevet som en passion udfra spørgsmålet: Hvad er det her storytelling for noget? Rejsen og arbejdet gik godt, indtil jeg kom til de sidste to kapitler. Jeg kunne simpelthen ikke få fingrene på tastaturet og måtte spørge mig selv: Hvor er ildhuen? Svaret var, at jeg havde fundet ud af det, jeg ville, og nu kunne jeg ikke overkomme at få det afsluttet. Jeg havde været en tur i kaosuniverset og måtte tilbage til ordensuniverset. Det lykkedes; og nu har jeg en god fornemmelse af at være kommet til bunds i emnet.«

Bogen præsenteres ved en konference på Falkoner Scenen i København 23. oktober

Flere oplysninger på: www.dreamcompany.dk eller www.heartstorm.dk
Den gode historie er i stand til at gribe os og overbevise os, lyder Rolf Jensens mantra. Hans kontor i Antonigade midt i København forener to elementer: Enkelhed og fantasi. Enkelheden karakteriseret ved klassiske snedkermøbler og fantasien ved en stribe filmplakater på væggen. Ikke reklamer for intellektuelle, smalle film, men underholdende storfilm som James Bond og Indiana Jones. Historier med bred appel. For et af de steder, hvor fortællekunsten virkelig trives i dag, er på det store lærred.

»Tag en film som »Godfather«. Mens man ser den, er man jo tilhænger af organiseret kriminalitet. Vi bliver næsten forført af historien,« siger Rolf Jensen.

Fortællingen

I 1999 udsendte han - dengang som direktør for Instituttet for Fremtidsforskning - bogen »The Dream society« om den overgangsfase, vi befinder os i mellem informationssamfund og drømmesamfund. Bogen er udkommet i små 50.000 eksemplarer i otte lande. Senest har Rolf Jensen været i Sankt Petersborg for at præsentere den russiske udgave.

En positiv oplevelse. Er der noget, det russiske samfund har brug for lige nu, er det drømme og håb, fik han at vide.

Selv er han nu hovedperson i sin egen lille virksomhed, Dream Company A/S med to medarbejdere; »og den skal ikke være større,« understreger han. Tiden siden bogen om drømmesamfundet har han brugt til at skrive opfølgeren »Heartstorm«, der præsenteres ved en konference i den kommende uge.

Og »hjertestorm« er, hvad det handler om. Følelserne og den gode fortælling, der gør, at forbrugerne tager nogle virksomheder og varer til sig, mens andre lader dem kolde.

Pjat, vil nogle måske sige. Det handler om kvalitet og ordentlig markedsføring. Ja, lyder modargumentet. Men i det moderne forbrugersamfund er kvalitet nærmest en selvfølge. Et armbåndsur til 195 kr. går nøjagtig lige så præcist som et til 35.000 kroner. Så hvorfor vælge det sidste?

Fordi forbrugeren kan lide den historie, uret fortæller, vil Rolf Jensen argumentere. Uret bliver en del af forbrugerens egen historie. Dette begreb, storytelling, var en af hovedingredienserne i »The Dream Society«, og det er blevet et buzz-word. Et af den slags begreber, man slynger ud. Uden måske helt at have forstået det. Rolf Jensen syntes i hvert fald selv, der manglede noget.

»Jeg ville gerne prøve at forklare storytellingens principper. Skabe en brugsbog. Hvad er det, der gør en historie god? Derfor har jeg forsøgt at gå ind i fiktionen, fordi der hersker en anden logik og et andet sprog. Men det er også problematisk. Kunstnere er for eksempel ikke særligt gode til at forklare, hvad de gør, og hvorfor de gør det.«

Ekspeditionen

Rolf Jensen har derfor, som han forklarer det, foretaget en ekspedition fra business-øen til fiktions-øen for at botanisere lidt. Han fandt nogle blomster, han kunne tage med hjem. De kan i kort form omsættes i tre grundregler:

1. »Den mest smitsomme virus, vi kan bibringe andre, er det, vi siger, og det, vi føler. Det, vi brænder for, kan vi overbevise andre om. Mange virksomheder brænder for det, de laver. Men når man så læser deres årsberetninger - jamen, det er jo gudsjammerligt kedeligt. De har slet ikke formået at formulere virksomhedens historie.«

2. »Kun konflikter fascinerer. Tag isbjerget ud af »Titanic« eller hajen ud af »Dødens gab«. Hvad er der så tilbage? Alle virksomheder har en historie à la: Vi havde et problem, og sådan løste vi det. Den slags fortællinger fascinerer både internt og udadtil.«

3. »Vi oplever vores liv som værende på et af to niveauer. Det ene er fredeligt, harmonisk og forudsigeligt. Det andet er kaosuniverset. Her er der risiko og udfordringer. Man kan dø af det. men det er også her, vi henter gevinster og ny energi.«

For en virksomhed er det vigtigt at finde ud af, om den er i ordensuniverset eller i kaosuniverset. Både i forhold til, hvordan medarbejderne oplever virksomheden, og i forhold til kunderne.

»Groft sagt har idealet i den statslige sektor hidtil været orden, mens det i det private erhvervsliv har været kaos. Men begreberne flytter sig, og der skal være en vekselvirkning. Man kan også kalde USA et kaosland. Det flytter sig, og der sker hele tiden nyt. Mens de skandinaviske lande mere er ordensnationer,« siger Rolf Jensen.

Seks hovedroller

En god historie har en rolleliste med seks faste roller: Hovedpersonen - for eksempel Askepot. Hjælperne - de små mus og fugle. Modstanderen - den onde stedmoder. Den gode fe - ja, hun er den gode fe. Tilskuerne - det er os, der ser på. Og Målet - prinsen.

Det er det regelsæt, som fiktionsmagerne bruger, og det kan man overføre til virksomheder, mener Rolf Jensen:

»Hvis man betragter virksomhedens kunder som hovedpersonen, ja, så er virksomheden selv måske hjælperen. Men så begynder diskussionen: Hvad er en god hjælper? Hvem er f.eks. den gode fe? Modstanderen, vil man typisk sige, er konkurrenten. Men modstanderen er den, der forhindrer hovedpersonen i at nå sit mål, og er det nødvendigvis konkurrenten? Jeg har også på et seminar oplevet folk sige, at modstanderen var »ligegyldighed« blandt medarbejderne. Denne storytelling er faktisk en anden måde at se virksomheden på. Et middel til at få struktur på hele organisationen,« forklarer Rolf Jensen.

Alle virksomheder har en historie, en identitet, som tegner et billede af, hvem man er, både over for medarbejderne og over for offentligheden. Også den lille håndværkerforretning, påpeger Rolf Jensen. Ofte ligger den gode historie i den måde, virksomheden blev skabt på. Han fortæller om en mindre el-installatør i Horsens, der gravede i dokumenterne og fandt ud af, at forretningens grundlægger oprindelig betegnede dens dyder som »flid, dygtighed og god opførsel«.

»Det er gode danske ord. Brug dem dog. De fortæller noget om virksomhedens sjæl,« siger han.

De nye trends

Han ser storytelling som en megatrend. Fortællingen vil være hovedagsordenen i det 21. århundrede. Under den ser han tendenser, som vil påvirke vores liv:

Vi vil bevæge os fra miljø til natur. Efterhånden som miljøproblemer løses, vil vi mere skabe naturefterligninger f.eks. inden for arkitektur med rundere og blødere linjer. »Hvis jeg har ret, er det en bombe under dansk design,« mener Rolf Jensen.

Sundhed vil bevæge sig over i sanselighed. Det er vigtigt, at vi kan bruge alle fem sanser. Vi vil føle produkter, og de skal være pæne at se på.

Vi vil skrive vores eget livs historie. »Basalt set har vi nok af materielle goder. Vi vil flygte fra opfattelsen, at alt skal måles og vejes og stille spørgsmålet: Hvem er jeg?«

Vi vil søge mod det enkle liv. »De fleste af os lever et byliv, som er kompliceret og uoverskueligt. Det betyder ikke, at vi flytter på landet. Men vi kan drømme om det, og vi kan købe ingredienser, der skaber illusion om et enklere landliv.«

Balancen mellem job og familie vil blive vigtigere. »Det er den evige diskussion, om man kommer for sent hjem eller går for tidligt fra arbejde. Vi skal ikke genindføre fabriksfløjten. Men der produceres megen energi på hvide løgne, og at få helhed i tilværelsen bliver vigtigere for os alle.«

Kernen i vores tilværelse er, at vi har taget det materielle slid ud af dagligdagen. Der bliver, som Rolf Jensen udtrykker det, »svedt mindre på arbejdspladsen end i fritiden.« Flere end tidligere finder deres rette hylde. Vi er blevet frigjort fra meget af det, der bandt tidligere generationer, sådan at vi i højere grad er i stand til at skrive vores egen historie.

»Tænk på H.C. Andersen. Han skrev sit eget livs historie i mere end én forstand. En ung, fattig knægt der rejste fra Odense til København. Det var aldeles uhørt dengang. Hvis han havde haft et normsæt, der holdt ham tilbage, ville han måske være endt som fattig skrædder. Hvad ville vi ikke være gået glip af?«

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen