Berlingske Business
LIVE
17:57 God weekend 

Her er gode bønner ikke nok

Bar' kaffe: Med foreløbig seks Baresso-kaffebarer forsøger tidligere ØK-købmand i Danmark at dæmme op mod en forventet invasion fra den amerikanske koncern Starbucks, der verden over har 5.000 lignende kaffebarer.

Efter 23 år i Østen for ØK kom Kenneth Lucianos behov for at få fod på egen forretning uventet buldrende i sommeren 1999.

Det var ved at være sidste udkald, hvis den i dag 46-årige Esbjerg-drengs familie igen skulle blive rigtig dansk, for både sønnen og datteren havde nået gymnasiealderen.

Der var gode jobtilbud hjemme i Danmark til overvejelse for manden, der bl.a. havde været medarbejderrepræsentant i ØKs bestyrelse. Men i løbet af sommerferien i et lejet hus ved Gilleleje gik det op for ham, at han havde meget mere lyst til at blive selvstændig.

Kunne det ikke være sjov at lave en butikskæde med sandwich, sushi eller kaffe? spurgte han sig selv, og så begyndte han at skrive forretningsplaner.

Sandwich og sushi blev hurtigt kasseret - for Luciano bemærkede snart at man endnu ikke hjemme i Danmark havde opdaget den kaffe-feber, der har grebet Nordamerika og Asien med f.eks. Seattle-virksomheden Starbucks' succes med foreløbig 5.000 butikker verden over.

I Asien, hvor Luciano selv for ØK havde serviceret den tyske te- og kaffefilter-koncern Melitta, brugte han selv den type kaffebarer flere gange om ugen til pauser eller ligefrem møder.

»Det skulle ikke være franske cafeer, men rigtigt ærlige kaffebarer, med god, billig kaffe i pæne omgivelser.

Man kan ikke lave god kaffe og skænke fadøl samtidig,« mener han.

Og så skulle det være steder, hvor forretningsfolk kunne få strøm til den bærbare computer, og ikke blev ugleset, hvis arbejdet skulle kalde via mobiltelefonen.

Han havde ikke penge nok selv til at realisere ideen, men 14. august 1999 havde han så meget styr på planerne, at han kunne samle to gamle ØK-venner i Asien og overtale dem til at blive medinvestorer.

Siden er fire andre danske forretningsfolk med succes i i udlandet blevet medinvestorer, og i dag, toethalvt år efter, er der åbnet seks barer med navnet Baresso, der er en omskrivning af espressobar.

Navnet er registreret over hele Europa, men der kommer til at gå en tid endnu, før Kenneth Luciano tør forsøge at eksportere ideen, endsige begynde at lade franchisetagere komme til.

Bean Academy

En kaffebar er nemlig i Lucianos version meget mere end et lokale med borde og en espresso-maskine eller to.

Baresso-folkene gik til reklamemanden Jesper Kunde og fik ham med til at sammenbrygge et minutiøst koncept. Arkitekten Mads Werner blev sat til at være med til at lave et inventar-program for butikkerne i en slags mondænt Bang & Olufsen firser-look, og kaffen til barerne blev udvalgt sammen med Torben Reimann fra det DFB-ejede Dansk Kaffe Kompagni.

Reimann, der gennem snart 50 år har opbygget et ry som vores førende kaffeekspert, blev Baressos »egen kafferister«, og han sørger for, at der hver 14. dag bliver ristet særlige blandinger til butikkerne, der blev placeret på de bedste strøg - efter nøje analyser fra firmaer med speciale i lige præcis den slags. Der blev ikke sparet på rådgivningen på noget punkt...

I disse uger ombygges en gammel staldbygning i Lindelse på Langeland til Baresso Bean Academy, hvor medarbejderne - foreløbig 65 - skal på weekend-skoleophold.

»15 ad gangen skal de lære om kaffe, brygning, service osv., og vores butiksledere skal lære timeplanning, regnskabslære, ledelsesteknik osv.,« siger Kenneth Luciano, der fra McDonalds har headhuntet Michael Plazek til at være driftschef.

Medarbejderne er unge - 20-25 år - og de skal gennem en særlig test på p.t. 73 spørgsmål, som med maksimalt syv fejl er nåleøjet for ansættelse.

Underskud

Med de store udviklingsomkostninger og ekstremt høje kvalitetskrav er Baresso endnu ikke en økonomisk succes.

År 2000 kostede stifterne fire mio. kr. og 2001 kostede seks mio. kr., en smule mere end budgetteret.

Men nu er konceptet også ved at være slebet til.

Fire af de seks barer har driftsoverskud, den femte får det snart - og den sjette (på Frederiksberg) bliver opgivet, men afløses til sommer af en i Århus på strøggaden Søndergade. Det bliver lokalitet nr. to i provinsen, idet der allerede er en Baresso i Odense Banegårdscenter.

»Beliggenhed er en rigtig Catch 22. Der skal dyre beliggenheder med stor trafik i området til, for at det kan gå, og så holder vi åbningstider efter døgnets puls på stedet,« siger Luciano.

Luciano, hvis italienske far forelskede sig i en Esbjerg-pige og senere blev den første udenlandskfødte skolelærer i Danmark, har ansat fru Inger til at passe regnskaberne i kontoret ved Højbro Plads i København, og i januar kunne parret registrere en salgsfremgang på 36 pct. i forhold til samme måned i fjor, selvom der faktisk i butikkerne endnu »kun« sælges 55.000 kopper pr. måned af de 14 forskellige kaffe-varianter.

Uventet gæst

Planerne for Baressos udbygningstakt holder Luciano for sig selv, men han er ikke bange for forlydenderne om at forbilledet Starbucks er på vej til Danmark.

»Forlydenderne herom er mange. Facts er få. Men kommer de, tror vi ikke at det skader os - tværtimod vil det øge interessen for kaffekulturen,« mener Luciano, der har ladet samtlige butikker udsmykke med et fotografi af kædens hidtil mest prominente gæst.

Det var USAs tidligere præsident Bill Clinton, der 14. marts besøgte Baresso på Vesterbro.

Luciano troede dårligt sine egne ører, da butiksbestyreren bagefter ringede ham op og fortalte om den uventede gæst.

»Hvad bød du ham?« spurgte Luciano så.

»Dagens kaffe«.

»Betalte han?«

»Ja, 13 kr. Var der noget forkert i det?« spurgte butiksbestyreren, der fik svar i form af et rungende »Nej, da!«.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen