Berlingske Business
LIVE
18:00 Business Live vender tilbage tirsdag

Halløj på IT-kirkegården

For 14 måneder siden blev Joe Tucci direktør for verdens 14. mest værdifulde selskab. Men selv om han solgte for 70 mia. kr., blev 2001 et mareridt, og han tror ikke på den amerikanske centralbankdirektør meldinger om, at den økonomiske nedgang er forbi. "Feberen dengang er noget af det værste, der er overgået menneskeheden. Selv aber kunne blive millionærer på at lade sig børsnotere. Det gik ud over hårdtarbejdende almindelige menneskers pengepung." Enron-skandalen har udfordret folks tillid til erhvervslivet, og det bliver en ekstra hindring for at få gang i hjulene igen.

Interview

BOSTON

Han minder om en lidt overvægtig, sølvfarvet hankat, da kløerne pludselig kommer frem, og aggressionerne vælter ud som et italiensk vulkanudbrud af følelser.

Joe Tucci, 54 år, er på bare 14 måneder i gang med sit tredje liv som administrerende direktør i en virksomhed, der er i en krise af verdenshistoriske dimensioner.

Ja, hans firma solgte godt nok for 70 mia. kr. sidste år. Det har over 40 mia. kr. i rare kontanter i banken. Og det er klart nr. ét på markedsandel verden over i en branche, som uden for al diskussion står til fortsat eksplosiv vækst. Men så er der heller ikke ret meget mere at glæde sig over, og det er derfor han hvæser.

Problem: Joe Tucci er topchef i EMC, et ret ukendt firma, der frem til og med 1999 red på den absolutte top i IT-bølgen og pludselig målt på markedsværdi var nr. 14 i verden foran bl. a. giganter som IBM, BP Amoco og Coca-Cola.

»Feberen dengang er noget af det værste, der nogensinde er overgået menneskeheden. Selv aber kunne blive millionærer på at lade sig børsnotere. Det gik ud over en masse hårdtarbejdende almindelige menneskers pengepung og kan kun kaldes røveri, selvom det var legalt. Det er vi mange, der lider under nu,« raser Tucci, der ikke tror på, den amerikanske centralbankdirektør Alan Greenspan har ret i, at recessionen allerede er overstået.

»2002 bliver fladt eller endnu dårligere end 2001. Se bare hvor mange nyheder, der stadig er hver eneste dag om nedskæringer i virksomheder,« siger Tucci, der selv er i gang med en smertefuld nedskæring af sin stab fra 24.500 til 19.000 medarbejdere.

Kirkegården

At Joe Tucci ikke bare klynker af selvmedlidenhed kan bevidnes, for tilfældet vil, at Berlingske Tidendes udsendte har oplevet alle Joe Tuccis tre EMC-liv. Første gang var til et interview i Paris i november 2000, lige før han tiltrådte som topchef i det absolut mest anonyme selskab blandt verdens mest værdifulde.

New York-italieneren Joe Tucci var egentlig som 50-årig gået på pension efter en fornem karriere i gamle, berømte virksomheder som RCA, Unisys og Wang, for han havde fået bankbogen fyldt godt op, da han fra 1991 havde påtaget sig at redde den tidligere computergigant Wang videre til et helt nyt liv efter en betalingsstandsning.

Men den gamle hankat var let at lokke på musejagt igen, da chefen for EMC, Mike Ruettgers, havde brug for en erfaren højre hånd. Det særlige ved EMC var, at virksomheden var den sidste store IT-virksomhed i Boston-området, der ellers havde været computerindustriens mekka før Silicon Valley opstod i Californien.

Selvtilfredshed havde kvalt store IT-firmaer i Boston-området som Digital, Data General, Wang og Prime - og de var kun for alvor blevet afløst af EMC, der endda boede i Primes gamle bygninger. Området omkring hovedvejen Route 128 havde reddet sig det lidet eftertragtelsesværdige tilnavn »IT-branchens kirkegård«.

EMC var startet i 1979 af de to tidligere Intel-medarbejdere Richard Egan og Roger Marino, (E og M i firmanavnet). De forsøgte først at slå sig op på at sælge hukommelsesudvidelse til mainframe- og midrange-computere, men fandt deres niche i livet fire-fem år efter, da de begyndte at satse på storage - populært sagt: harddiske til store virksomheders stadigt større ophobninger af computerdata.

Marino forlod forholdsvis hurtigt EMC for at hygge sig med dyre, excentriske hobbies som sit ejerskab af det verdensberømte baseball-hold Boston Red Sox, og Ruettgers og Tucci rykkede hver et trin op, da USAs nye præsident George W. Bush gav stifteren og bestyrelsesformanden Richard Egan en enestående chance for at få kontakt med sine irske rødder: Han blev USAs ambassadør i Irland, hvorfra han også kan holde lidt øje med EMCs europæiske fabriksanlæg i familiens oprindelige hjemby Cork. Fabrikken er naturligvis en nøjagtig kopi af EMCs største højautomatiserede produktionsanlæg i USA.

Den dag i Paris sammenlignede Tucci i øvrigt ikke EMC med IT-virksomheder. Nej, hans forbilleder var gammeløkonomi-foretagender som General Electric, Sears og Wal-Mart. Det var virksomheder, der solgte tillid, og ved at forblive sådan et kunne EMC blive et af verdens fem mest værdifulde firmaer, mente han.

Kursskreddet

Joe Tucci gjorde gode miner til slet spil anden gang, Berlingske mødte ham.

Det var i juli 2001 i Berlin, hvor han optrådte sammen med databasefirmaet Oracles mildt sagt usympatiske topchef Larry Ellison.

Mens den evige playboy Ellison storskrydende svinede alle konkurrenter til på en konference med 10.000 deltagere, holdt Tucci en strengt saglig morgentale i en halvtom konferencesal, hvor tilhørerne uengagerede plejede tømmermænd, mens de hørte om, hvordan verdensproduktionen af digitale data fordobles hvert år.

Tallene var - og er - gode nok, men selvom Tucci mere end sandsynliggjorde, at den udvikling nok vil fortsætte de næste mange år, og således øge verdens behov for de teknologier, som EMC er markedsførende på, så var talen alligevel uden rigtig glød.

EMCs aktiekurs var nemlig pludselig punkteret til efterhånden en tiendedel ligesom for mange andre store IT-virksomheder.

Det var også blevet påfaldende svært at få nye ordrer i hus, og helt nye konkurrenter gav prispres på det tidligere så lukrative marked, hvor der pludselig skulle kæmpes for markedsandelen.

Tucci måtte begynde at revurdere ekspansionsplanerne for virksomheden, der de sidste 20 år ikke havde haft vækst på under 40 pct. årligt.

For første gang nogensinde var der økonomisk nedtur på én gang i USA, Europa og Asien. Festen var slut.

Tæsk og atter tæsk

Nu, i Joe Tuccis tredje liv på 14 måneder som EMC-chef, virker han igen imponerende.

Som en baggårdskat, der har fået tæsk, tæsk og atter tæsk, står han stadig op, og nogle vil påstå, han er i sit rette fighter-element.

Han har fundet et helt nyt argument for, at verden skal købe EMCs produkter. Da World Trade Center 11. september sidste år blev bombet af to hijackede passagerfly, fik netop hans firma en stor del af æren for, at de store finansielle institutioner på Wall Street så hurtigt kunne operere igen.

Deres data var parkeret i fuldt opdaterede kopier et eller to steder, langt uden for New Yorks finansielle distrikt, og det varer længe, før det igen bliver svært at forklare nogen, hvor vigtigt fuld kontrol over en virksomheds informationer er.

Men skaden er sket.

Recessionen har ramt erhvervslivet i hele verden, og investeringslyst er overalt afløst af en overlevelseskamp, der også giver sig udslag hos EMC selv, hvor man f.eks. det sidste halve år sparede 200 mio. kr. på flybilletter. Alle skærer ned alle vegne og klarer sig med mindre af alting.

Joe Tuccis medicin for EMC, efter den første salgsnedgang nogensinde i fjor på 20 pct., er ikke kun dyre afskedigelser, men også strategiskift.

Før solgte man »bare« maskiner.

Fremover skal hardware-salget udgøre 50 pct. af omsætningen, 30 pct. skal komme fra en ny satsning på software, så EMC-software kan styre datalagring også på konkurrenternes datalagringsmaskiner, og 20 pct. skal komme fra en serviceafdeling, der skal lære kunderne at udnytte det udstyr og den software, de har, bedst muligt.

Den nye strategi har allerede vist sig bæredygtig, men alligevel bliver også 2002 op ad bakke, forudser Tucci.

»Enron-skandalen har udfordret folks tillid til erhvervslivet, og det bliver en ekstra hindring for at få gang i hjulene igen. Det eneste der kan hjælpe hurtigere er flere stimuleringspakker fra regeringerne,« siger Tucci, der ikke selv tør love positive EMC-regnskaber før i andet halvår 2002.

EMC er fri af IT-kirkegården, men tiden skal vise om Tucci har et femte og et sjette og et syvende liv i et forretningsmiljø, hvor reglerne er skrevet helt om.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen