Berlingske Business
LIVE
18:00 Business Live vender tilbage fredag

Guld og grønne skove på en ø i Middelhavet

Man har fundet guld på Sardinien. Meget guld endda. Den første mine har foreløbig kastet fire ton af sig, og de seneste undersøgelser tyder på, at man er stødt på en af de største guldforekomster i Europa. Men mineselskabet møder modstand fra de lokale kommuner, som er bange for ikke at få deres natur tilbage i hel stand, når eventyret er forbi.

FURTEI, Sardinien

At der skulle være guld på Sardinien, var ikke noget, nogen havde drømt om i de syv tusinde år, mennesket havde gravet i jorden på middelhavsøen. Man var startet i tidernes morgen med obsidian, et sort, skinnende glasagtigt mineral, hvoraf man frembragte førsteklasses redskaber og våben til hjemmemarkedet og til eksport. Under den sardiske bronzealder begyndte man at udvinde tin og kobber, der blandt andet blev brugt til de vidunderlige små bronzestatuetter, som den såkaldte nuraghe-kultur har efterladt til nutiden. Senere fulgte fønikerne, khartagerne og romerne, og flere miner kom til.

I en periode var lykken hængt op på zink eller bly, i en anden på brunkul som ved Herning. Guld var der aldrig nogen, der havde tænkt på. Vel fordi man aldrig var stødt på noget, der bare lignede det ædle metal. Men guld var der alligevel i de tavse, tilknappede bjerge. Det lå bare ikke i gyldne årer, men forekom som små partikler på nogle få mikron, tusindedele millimeter, spredt i klipperne. En slags »usynligt« guld med en helt anden geologisk historie, som man indtil for 20 år siden slet ikke kendte til.

Det første mineområde åbnede for fem år siden ved den lille by Furtei mellem Oristano og Cagliari på det sydlige af Sardinien, og indtil videre er der udvundet godt halvdelen af de otte ton guld, forekomsten er beregnet til. Endnu graves der under åben himmel, det ene lille bjerg efter det andet er ved at blive splittet ad og malet til pulver. Senere går man ned under de 270 hektar og bliver ved, så længe det glimter i kassebøgerne.

Gode miner

Og dette er måske bare en spæd begyndelse. For der er måske så meget guld på Sardinien, at her om et par år åbner, hvad der bliver Europas største guldmine. Måske.

»Det er selvfølgelig alt for tidligt at sige endnu,« siger den sardiske advokat Ugo Cappellacci, bestyrelsesformand i Sardinia Gold Mining S.p.A., det australsk-italienske aktieselskab som har koncession på guldudvindingen på øen. 90 pct. kontrolleres af det australske public company Gold Mines of Sardinia Limited, der blandt sine ypperste partnere tæller finansmanden George Soros og Rothschild Bank. Resten besidder regionen Sardinien gennem sit finansieringsselskab Progemisa.

Capellacci ligner en kat, der har slugt en lille, gylden kanariefugl. Han lader den lige afgive aroma. Så spytter han den ud:

»Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at det ser meget, meget lovende ud. Ifølge de første overfladiske undersøgelser i det nye område er der tale om nogle koncentrationer, der kan gøre sig gældende på europæisk plan, hvis ikke på verdensplan. Først om halvandet år vil vi dog med sikkerhed kunne sige, om vi virkelig har fundet guld, om den drøm, som ethvert mineselskab har, er gået i opfyldelse.«

Holder undersøgelserne stik, er der tale om et guldfund, der vil kunne give en produktion på omkring 6,5 ton guld om året i en periode på 25 år, alt i alt i omegnen af 160 ton guld. Et sandt eventyr, der vil komme til at udgøre højdepunktet i Sardiniens tusindårige minehistorie og et fast medlemskab af den lille eksklusive klub af europæiske guldlande, som i forvejen består af Spanien og Rusland.

Slet spil

Men er begejstringen og forventningerne store i mineselskabets kontorer, så er guldfeberen svær at måle ude i landskabet, som indtil videre har lagt ryg til første del af festen.

I Furtei, hvor viceborgmester Maurizio Lilliu for øjeblikket beklæder borgmesterstolen, er der indtil nu kun skuffelse at spore.

»Jo, minen har da givet arbejde til folk her fra kommunen. 18 i alt, og det giver da lidt luft i en økonomisk svær tid,« indrømmer han. »Men denne forbigående beskæftigelse er underordnet i forhold til det virkelige problem, som kort sagt går ud på, at de høje herrer fra mineselskabet skal give os vores jord tilbage i ordentlig stand, inden de rejser videre, sådan så vi kan bruge det til noget. Ikke som de tidligere mineselskaber, der bare efterlod alt, som det så ud, da de var færdige, og det er stadig ikke et kønt syn.«

Maurizio Lilliu henviser til en protokol underskrevet i 1996 af Sardinian Gold Mining, regionen Sardinien og de involverede kommuner, hvori mineselskabet forpligter sig til at rette landskabet op igen, efter at guldet er vundet ud.

»Indtil videre er der intet sket,« konstaterer han tørt. »Ikke noget ud over en masse snak. Når der kommer besøgende, viser de så den sædvanlige skråning frem, hvor de har fyldt op med materiale og stukket et par træer i jorden. Sådan var det ikke gået, hvis vi som kommune havde haft et ord at skulle have sagt. Men det havde vi ikke. Tilladelserne blev givet af regionen Sardinien og staten, uden at vi blev spurgt, og nu må vi bare prøve at få selskabet til at leve op til sine løfter.«

Det hvide guld

Guldet mangler altså ikke. Men de grønne skove har ingen endnu set. Og fra Furtei har mistroen bredt sig til nogle af de andre kommuner, hvor Sardinia Gold Mining S.p.A. for øjeblikket er i gang med indledende undersøgelser. Hør for eksempel Marco Pisano, borgmester i Orroli Kommune tæt ved bjerget Monte Ollasteddu, som man venter sig så meget af.

»Guld i Orroli? Vores politik har som mål at trække flere turister til. Det er derfor klart, at vi ikke vil tillade nogen at ødelægge vores landskaber. Vores egentlige rigdom her, Orrolis virkelige guld, består af vores uspolerede natur,« siger han.

Og borgmesteren i nabobyen Nurri, Giampaolo Ligas:

»Guld? Vi har allerede guld i Nurri, det er det hvide guld, som hver dag bliver produceret på vores mejerier (læs: den berømte sardiske fåreost pecorino, solgt på fastlandet som pecorino romano) og som skaber rigdom og arbejdspladser. Det gule guld? Det er bedre at lade bjergene beholde det, efter at vi har set, hvad der er sket i Furtei.«

Den hårdeste af dem alle er dog borgmesteren i Laconi, Paolo Pisu:

»Sardinia Gold Mining er et multinationalt selskab, som fører sig frem i bedste koloni-stil ved at bede den regionale administration om tilladelse til at søge efter guld hen over hovedet på kommunerne. Men de skal være klare over én ting, og det er, at ethvert spørgsmål omkring guldet her i kommunen vil blive underlagt en folkeafstemning, som vi har tradition for.«

Et par bomber

Over for alt dette lader Sardinia Gold Minings S.p.A.s bestyrelsesformand, advokat Ugo Capellacci opgivende hænderne falde i en gestus, som kun kan betyde ét ord: Vrøvl.

»Landbruget gør for eksempel meget mere skade end minedrift, eftersom det forandrer landskabet permanent. Vi bringer jo det hele på plads igen, og nogle gange efterlader vi det pænere, end da vi kom. Jeg tror, at problemerne med kommunerne er nogle falske problemer, som bunder i bitterhed over en grundlæggende misforståelse. For guderne må vide, hvad de mon har tænkt, da man begyndte at tale om guld på deres jorde. Klondike? En stor maskine, som der begyndte at komme guld ud af og tusindvis af arbejdspladser? Sådan er virkeligheden desværre ikke helt,« siger Capellacci med lige dele overbærenhed og irritation.

Men uanset hvad, så bliver der altså murret godt i krogene, og det er aldrig godt på Sardinien, hvor utilfredsheden har det med at udløse bomber, når den stiger over et vist punkt. En stang dynamit eller to af den slags, som der er så meget i omløb af på Sardinien takket være netop minedriften.

Historien om guldet er ingen undtagelse. Den første bombe sprang om natten for lidt over to år siden i byen Sanluri foran hoveddøren til Sardinia Gold Minings administrerende direktør, australieren Garry Johnston. Familien lå og sov oven på, og ingen kom noget til. En ukendt miljøbrigade tog ansvaret, men Johnston lod sig ikke skræmme. Nogle timer efter kørte han til Furtei for at passe sit arbejde.

»Det, som er hændt, får mig absolut ikke til at ændre de planer, jeg havde ved min ankomst til Sardinien,« erklærede han.

Og han var der også året efter, da endnu en bombe sprang, i dette tilfælde rettet mod Furteis rådhusbygning. Heller ikke denne gang kom der nogen til, og nogle timer efter blev der sendt en fax til et nyhedsbureau, hvor den eneste linje, der kunne læses, var: »Furtei vil heller ikke have miner. Nej til Sardinia Gold Mining.«

Endnu et år og Johnston var lige så stille forduftet fra Sardinien, endda før han havde lært at sige en sammenhængende sætning på italiensk. Ingen pressemeddelelse, ingen avisartikler beskæftigede sig med hans afgang, lige pludselig var han der bare ikke mere, og ingen fulgte efter ham på posten, men bestyrelsesformand Cappellacci blev selskabets nye ansigt udadtil og et sardisk konsulentfirma med internationalt tække sat på den svære opgave at mægle i nedsmeltningen mellem australsk kapital og sardiske bjergfolk.

Marineret haj

»Hvis de bare var kommet til os noget før, så var alt dette ikke sket,« sukker lederen af konsulentfirmaet, Massimo Cugusi, mens vi i hans lille Lupo bevæger os op ad motortrafikvejen, som forbinder Cagliari med Furtei. Cugusi kan lidt af det hele. Han formidler vin, honning, marinerede hajer, fladbrød, multerogn og røgede ål til en halv verden, og nu har han også fået en guldmine blandt kunderne. Parolen lyder nu, at Sardinia Gold Mining ikke er et australsk selskab, men et internationalt selskab, og at selve businessen er sardisk med deltagelse af et regionalt finansieringsselskab og en bestyrelse, hvor flertallet er italienere, med sæde i Sardinien. Det er bare med at holde balancen.

Og barrerne, hvad med dem?

»Ja de bliver til sidst sendt til London,« siger Cugusi ærgerligt. Han ville gerne have sagt, at guldet blev på Sardinien, men det gør det altså trods alt ikke. Men en skarpt bevogtet ren guldbarre på 13 kilo blev da vist frem for publikum ved det første åbent hus-arrangement for et par år siden, da 700 nysgerrige besøgte Furtei.

Nu er det vores tur. Først bliver de geologiske tråde redet ud. Hvor en klassisk guldåre - som for eksempel den enorme forekomst i Witswaterrand i Sydafrika - blev dannet for mellem 2,5 og 2,8 mia. år siden, så er det »usynlige guld« kommet til verden meget senere i forbindelse med et stort opkog for omkring 65 mio. år siden, da store mængder vand kom i kontakt med varmekilder i jordskorpen og søgte mod overfladen medbringende salte og metaller, heriblandt også guld, som blev afsat lige under overfladen i så små partikler, at de ikke engang kan ses med et mikroskop. Da guldpriserne så steg til himmels i slutningen af 70erne, gjorde man sig ekstra umage med den sidste nye teknologi og analyseteknik, og så slap klipperne endelig deres hemmelighed.

Moder Jord

På baggrund af fund i Canada begyndte det statslige selskab Agip Miniere i 1987 at lede efter det »usynlige guld« også på Sardinien, som havde de helt rigtige geologiske forudsætninger. Furtei blev fundet allerede i 1989, men der skulle alligevel komme til at gå syv år, inden de rigtige partnere var på plads, og den første vognladning malm kunne køres til mølle.

Under hele udvindingsprocessen forbliver guldet usynligt. Først ligner det bare værdiløse klippeblokke, som er blevet sprængt væk. Så grus. Cementstøv. Boblende slam. Først til allersidst, når cyaniden har været på besøg et par gange, skilles den ud og bliver til det guld, som giver rigtig feber. Vi ser de store maskiner. Vi indånder den kemiske stank og lader os overbevise om, at den ikke er giftig, men ganske organisk, om end ubehagelig. Vi ser på den sikre sø med den høje dæmning, som skal holde på det cyanidholdige slam. Vi ser et par kviste, der er stukket i jorden, og overbeviser os selv om, at det hele nok en gang bliver bedre end før.

Men allerstørst indtryk af det alt sammen er en lille mand i en blå kedeldragt, der kommer ud af toiletvognen, stiller sig op foran grusbjerget under møllens transportbånd og siger ligeud:

»Og tænk sig, alt det her, det gør vi for kvinderne. For hvis ikke de skulle have noget at hænge i ørerne, så gik vi da ikke her og rodede.«

Sandt nok. Men livet skal jo have en mening.mbe@berlingske.dkMen denne forbigående beskæftigelse er underordnet i forhold til det virkelige problem, som kort sagt går ud på, at de høje herrer fra mineselskabet skal give os vores jord tilbage i ordentlig stand, inden de rejser videre, sådan så vi kan bruge det til noget. Ikke som de tidligere mineselskaber, der bare efterlod alt, som det så ud, da de var færdige, og det er stadig ikke et kønt syn.

Maurizio Lilliu,

viceborgmester i Furtei

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen