Berlingske Business
LIVE
17:57 God weekend 

For familiens ære

For familiens ære - 1
Ole Lauritzen

Skibsreder Ole Lauritzen kæmper stadig sin indædte kamp for at få genrejst familieæren i det engang så hæderkronede Lauritzen rederi. »Sker der ikke noget drastisk, eksisterer rederiet ikke om fem år«. I morgen bliver Ole Lauritzen 70.

Kampgejsten lyser ud af de spillevende øjne omkranset af det vejrbidte, brune nordiske ansigt. Det er en søens mand, vi her har med at gøre.

En mand med rigtig mange timer på havet bag rattet på sin elskede 39 fods sejlbåd, der lystrer navnet »Saga«.

Kroppen er spændstig, udtrykket roligt. Stemmen vedholdende, velovervejet - argumenterne synes umiddelbart nærliggende.

Ole Lauritzen tror på sin sag. Sin livsopgave.

Trods sit rolige ydre er han en stridsmand. Det handler om familiens ære. Han har i et par årtier bidt sig fast i haserne på den udefrakommende ledelse i Lauritzen-koncernen. Inkompetent, sammenspist og ting, der er værre, lyder beskyldningerne mod Lauritzen-ledelsen. Omvendt har disse personer heller ikke meget godt at berette om, når snakken falder på personen Ole Lauritzen.

I morgen fylder han så 70.

Opgør i retssalen
Oprøreren, rebellen, samfundsrevseren, den røde skibsreder, terrieren - den gale mand fra det tidligere så hæderkronede Lauritzen-rederi runder endnu et skarpt hjørne. Stadig lige målbevidst om sin livsopgave.

At få ændret ledelsen og - ifølge Ole Lauritzen - at få genindført lovlige tilstande i Lauritzenkoncernen, så de matcher stifterens fundats. Han er mere end parat til et opgør i retssalen.

Ole Lauritzen er søn af en de store, danske skibsredere, Knud Lauritzen, og dermed barnebarn til stifteren Ditlev Lauritzen.

»Jeg sejler til Afghanistan,« lyder det kryptiske svar på spørgsmålet om, hvordan han skal fejre fødselsdagen. Det bliver nok næppe Afghanistan, men han vil helst være alene.

Ole Lauritzen fik stukket en familiestafet i hånden for snart 50 år siden. Dengang etablerede han og faderen Knud Lauritzen rederiet Olau-Line. Et rederi, som han skulle øve sig på, så han en dag kunne tage over i det rigtige rederi, J. Lauritzen.

Det skete aldrig. Noget eller nogen kom i vejen, og Ole Lauritzen erkender ærligt, at han er mislykkedes med sin opgave - at få familiestaffetten bragt videre på en måde, så efterkommerne stadig har en helt central rolle i rederiet.

Medhold om bestyrelse
Erhvervs- og selskabsstyrelsen har for nylig i en afgørelse givet Ole Lauritzen medhold i hans påstand. Nemlig at den nuværende ledelse i JL-Fondet og de mange datterselskaber er ulovligt sammensat, fordi flere har dobbeltposter.

»Virksomheden er jo blevet kørt i sænk i 1980erne og 1990erne. Der er tabt mindst ti mia. kroner i koncernen. Og det kan henføres til manglende kapacitet hos ledelsen.« Den nuværende formand for den øverste magt i Lauritzen er advokat Niels Fisch-Thomsen. Han er formand for JL-Fondet, og det er især mod ham Ole Lauritzen retter sin meget barske kritik.

»Sker der ikke drastiske ændringer i ledelsen, eksisterer rederiet J. Lauritzen ikke om fem år,« lyder Ole Lauritzens dystre spådom.

Noget gik galt mellem far og søn sidst i 1970erne. Lauritzen-koncernen kunne i sine velmagtsdage fint måle sig med A.P. Møller og ØK. Men så var det, at faderen begyndende i 1976 fik »second thoughts«, som Ole Lauritzen udtrykker det. Og far og søn fik aldrig afsluttet det ledelsesskifte, som de havde påbegyndt.

Ole Lauritzen havde indtil 1976 delt arvefølgeretten ligeligt imellem sig selv og fætteren Jørgen Lauritzen.

Men da Knud Lauritzen - ifølge Ole Lauritzen - ville sætte Ole Lauritzen ind som den allerøverste i koncernen, gik det galt, og de to stifterfamilier kom på tværs af hinanden. Knud Lauritzen døde i 1978 og lige siden har det været konstant ballade i Lauritzen-koncernen. Familien er aldrig for alvor kommet tilbage bag roret i Lauritzen, selv om Ole Lauritzen og nogle af hans søstre, fætre og kusiner har haft og stadig har visse (men mindre betydningsfulde) bestyrelsesposter i koncernen.

Usvækket optimisme
Selv om Ole Lauritzen har lidt mange nederlag i sit liv, har han en usvækket optimistisk livsindstilling.

»Der er andet i livet og andre værdier end penge og magt. Det er det, jeg prøver at leve efter.«

Ole Lauritzen bor meget standsmæssigt. I en kæmpevilla på en af de bedste adresser i Hellerup. Han har dog lejet det meste ud. »Som single behøver jeg ikke så meget plads,« som han siger.

Kontoret med de rå bjælker på anden sal er både kontor og køkken. Der er ikke meget skibsrederagtigt over det hvidskurede skrivebord, et TV, en faxmaskine, de to kogeplader, et par gryder, der hænger på en bøjle, et køleskab og en vask. Der er selvfølgelig et kompas, og så hænger der en meget stor kikkert bag det meget lidt prætentiøse skrivebord.

Fra sine vinduer har han udsyn udover Øresund, Hellerup Havn, tennisbanerne, kajakklubben. Han kan se over til sin ekshustrus hus. Familien betyder meget. Børnene, de fire søstre og en bror og de to ekskoner, som han stadig ser og respekterer. Der er et stærkt familiesammenhold.

Stafetten til sønnen
Selv mener han, at det bliver den 30-årige søn Dan, som får til opgave at føre familiestafetten videre. Datteren Ann på 19 år har mere journalistikken i tankerne.

Er en del kikset i forretningsverdenen, er hans beslutning om at købe den store villa på Onsgaardsvej i Hellerup ned til Øresund hans måske bedste investering overhovedet.

»Jeg købte huset her for næsten 50 år siden for 135.000 kr., og jeg har boet her lige siden.«

Han ryster på hovedet af de mange henvisninger til ham som den bløde, røde skibsreder, der ikke kunne slå igennem i den storkapitalistiske søfartsindustri.

Nu fylder den alternative skibsreder, bohemen, 70.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen