Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fik besked på telefonsvarer: Du er fyret!

Journalist Poul Hilbert blev fyret af bladet Computerworld via en kort besked på telefonsvareren. Oven i købet sendte bladet tusinder af hans kilder og private kontakter en besked om fyringen - uden hans vidende og med ham selv som afsender.

En ellers garvet journalist står i dag rystet tilbage. Ikke nok med, at Poul Hilbert efter mange år som medarbejder på IT-avisen Computerworld mandag i sidste uge - uden varsel - blev fyret.

Fyringen skete ved hjælp af en kontant besked lagt på hans telefonsvarer og en lakonisk mail.

Og som om det ikke var nok, så spammede hans nu tidligere arbejdsgiver - formentlig ved en fejl - flere tusinde af hans professionelle kilder og personlige kontakter med mails, hvoraf det fremgik, at han var opsagt. Endda med ham selv som afsender.

»Det er typisk store virksomheder, alle mine kilder, ja selv tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der har modtaget de spammails. Det forringer formentlig mine chancer for at få job igen. Folk tror jo, jeg er vanvittig,« siger Poul Hilbert i dag, hvor han forsøger at sunde sig efter forløbet.

Mail til 4.000 kilder
Poul Hilbert var blandt ofrene i en af de mange fyringsrunder, der har raset på IT-bladet Computerworld, der udgives af IDG (International Data Group). Sammen med fire andre skulle han ud, men da han var i London med familien den dag, avisen havde valgt at fyre ham, måtte han nedslået konstatere, at han var uden job, efter han havde aflyttet telefonsvareren.

Senere samme dag modtog han en mail med samme indhold.

»Det har været en oplevelse af rystende dårlig personalepleje. De kunne da have ventet, til jeg kom hjem,« siger Poul Hilbert.

Han er 60 år og er en af de mest erfarne IT-journalister herhjemme efter 24 år på Dagbladet Børsen og senest syv år på Computerworld.

Derfor er den heftige spamming af alle hans kilder særligt slem. Spam er et udtryk for ekstremt dårlig stil i IT-kredse.

I mailen står der: »Poul Hilbert er ikke ansat hos Computerworld mere.«

Mailen er sendt til alle de mennesker, Poul Hilbert har haft professionel kontakt med igennem de syv år på Computerworld. Poul Hilbert vurderer selv, at det drejer sig om 4.000, og han har efterfølgende modtaget talrige forundrede henvendelser fra modtagerne. Hilbert er især fortørnet over, at han ikke selv fik mulighed for at orientere omverdenen om, at han var fyret.

Spammailen blev afsendt, da Computerworld - efter anmodning fra Poul Hilbert - ville overflytte hans mail fra ét postprogram til et andet.

IDG beklager
Chefredaktøren på Computerworld, Arne Steinmark, vil ikke udtale sig om sagen, men henviser til adm. direktør i IDG, Søren Queitsch. Han beklager forløbet.

»Det er en frygtelig sag. Vi havde bedt folk om at møde op mandag morgen (10. maj), men da Poul Hilbert ikke mødte op (da han var på ferie, red.), følte vi os tvunget til at gennemføre fyringerne alligevel. Derfor fik han besked på mail og på sin telefonsvarer.«

Den massive udsendelse af spammail er en kæmpefejl, understreger Søren Queitsch.

»Det er en teknisk fejl, der bare ikke må ske, og det er helt forfærdeligt. Alt, der kunne gå galt i denne sag, gik galt,« siger han.

IDGs chef siger, at denne sag fører til en ændret procedure for sådanne sager, så det ikke sker igen.

Poul Hilbert har kontaktet Dansk Journalistforbund for at få hjælp i sagen. Fyringsrunden er den fjerde i IDG på omkring tre år.

 




Markedet lige nu