Trafikstyrelsen modtog fem bud på den danske del af Øresundstrafikken. Alle drømmer om den store gevinst med sejr i både Danmark og Sverige.
19. februar 2007, 15:45 – opdateret 19. februar 2007, 15:49
Trafikstyrelsen skal vurdere fem forskellige tilbud for at finde ud af, hvilket firma der fra den 1. januar 2009 og syv år frem skal drive togtrafikken fra Helsingør til Kastrup.
Det står klart, efter at der mandag var sidste frist for at aflevere tilbud på togdriften. Otte virksomheder var forhåndsgodkendt til at give tilbud, men de norske statsbaner, NSB, og Svenska Tågkompaniet AB afleverede ikke bud på den danske del af togtrafikken. Derudover kom der er samlet bud fra MTR og Statens Järnvägar (SJ) i form af det nyoprettede selskab, Ørelink.
- Nu venter der et stort og intenst arbejde med at nærlæse og evaluere budene for at finde netop den eller de operatører, som bedst opfylder udbudsbetingelserne i de to lande, siger trafikdirektør i Trafikstyrelsen, Claus Klitholm.
DSB byder sammen med det britiske selskab FirstGroup. Øvrige bydere er Arriva, Veolia samt Deutsche Bahn.
/ritzau/





























































