Østersølandene deltager i dansk EU-seminar om den voksende smugling. Den danske stat mister alene en halv milliard kr. i afgifter på smuglercigaretter.
24. november 1999, 00:00 – opdateret 25. februar 2003, 21:30
Af John Jakobsen
Danskerne ryger smuglercigaretter som aldrig før. Alene i årets første ni måneder har toldere beslaglagt tre gange så mange cigaretter som i hele 1997 - og det er kun en brøkdel af de indsmuglede cigaretter, som bliver opdaget.
Årets høst er foreløbig på 51 mio. cigaretter mod knap 17 mio. i hele 1997. Forsigtige beregninger fra Told- og Skattestyrelsen vurderer, at disse smuglerier koster statskassen en halv mia. kr. om året i mistede afgifter.
Men Danmark er ikke alene om problemet. I det meste af Europa er indsmuglingen af cigaretter eksploderet. Det er dog ikke hr. og fru Jensens karton cigaretter i kufferten, der tæller. Smuglerierne er professionelt gennemførte med adressat i de tre baltiske stater, Rusland og Polen.
Derfor holder en række EU-lande plus Østersø-landene i begyndelsen af næste uge på dansk initiativ et seminar om, hvordan smuglerierne kan bekæmpes.
"Det er meget vigtigt, at vi har fået de tre baltiske stater samt Rusland og Polen med til seminaret. Det er jo ingen hemmelighed, at en stor del af de indsmuglede cigaretter kommer fra disse lande," siger kontorchef Jens Christiansen fra Told- og Skattestyrelsens afdeling for svigbekæmpelse.
En stor del af de cigaretter, der indsmugles i Danmark, er af mærket Prince; enten produceret i Danmark og derefter eksporteret til andre Østersø-lande eller produceret på Skandinavisk Tobakskompagnis fabrik i Polen.
Skandinavisk Tobakskompagni arbejder tæt sammen med de danske myndigheder om afsløring af den organiserede indsmugling af cigaretter. Derfor deltager selskabet også med et indlæg på EU-seminaret.
"Danske toldere er blevet bedre til at afsløre smuglerne. Den kendsgerning, at der er beslaglagt tre gange så mange cigaretter som for et par år siden, ser vi som et udtryk for, at tolderne er blevet mere effektive," siger direktør Claus Bagger, Skandinavisk Tobakskompagni.
Foruden cigaretter skal seminaret drøfte smugling af spiritus. Her er Danmark mere et transitland med videretransport til Norge og de baltiske lande. Men også her er der sket en vækst. I hele 1998 blev der beslaglagt ca. 151.000 liter spiritus og finsprit. I de første ni måneder af 1999 er mængden oppe på godt 200.000 liter.
"Den indsmugling af spiritus er et problem for de baltiske lande og Rusland, så på den måde har begge parter interesse i at bekæmpe både smugleri af cigaretter og af spiritus," konstaterer Jens Christiansen, Told og Skat.

































