Berlingske Business
LIVE
08:10 Ambu opjusterer

DF står fast på trussel om at opsige finanslovaftale

Dansk Folkeparti truer med at opsige finanslovaftalen med regeringen, hvis den ikke trækker sit lovforslag om at opretholde Det Danske Center for Menneskerettigheder som en selvstændig institution.Pia K. raser over Menneskerettighedscenter

Kristian Thulesen Dahl, som i dag så regeringens stadig hemmeligholdte lovudkast om centret, afviser, at han skulle have misforstået regeringens forslag.:

"Der er ingen misforståelser. Det er i realitetens verden den samme model, som allerede eksisterer i dag. Man kalder

den bare et andet navn," siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl afviser dermed, at han

skulle have misforstået regeringens forslag. Det hævdede ellers både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) onsdag.

"Jeg vil snarest efter min hjemkomst fra Mellemøsten holde et møde med Kristian Thulesen Dahl for at gennemgå lovudkastet med ham og afklare de misforståelser, som præsentationen i pressen måtte have medført," skrev Per Stig Møller således i en pressemeddelelse, som han udsendte under sin diplomatiske rundrejse i området.

Og under en rundrejse i de baltiske lande kaldte Anders Fogh Rasmussen Dansk Folkepartis trussel for "forhastede meldinger".

Ifølge statsministeren er detaljerne om centrets fremtidige placering ikke lagt fast. Indtil på lørdag har regeringen således truslen hængende over hovedet om, at Dansk Folkeparti vil lave ravage i statsbudgettet.

Konsekvensen vil blandt andet være, at Dansk Folkeparti så føler sig fri fra aftalen med regeringen om at nedstemme alle de udgiftskrævende ændringsforslag til finansloven, som resten af oppositionen kommer med. Og så vælter balancen i finansminister Thor Pedersens (V) regnestykke for statens udgifter og indtægter.

"Det vil ikke vælte regeringen, så det her bliver ikke et spørgsmål om dens overlevelse. Men vi vil stå frit til at stemme i folketingssalen, som vi vil, til alle ændringsforslagene," siger Kristian Thulesen Dahl.

Lørdag kommer Per Stig Møller hjem fra sin diplomatisk rundrejse i Mellemøsten. Og Dansk Folkeparti har aftalt med regeringen, at partiet får et møde med udenrigsministeren om sagen, "så snart han sætter foden på dansk jord", siger Kristian Thulesen Dahl.

Efter Dansk Folkepartis mening er regeringen løbet fra et løfte om at neutralisere, hvad partiet betragter som et alt for politiserende menneskerettighedscenter. Meningen var, anfører partiet, at det skulle opsplittes i en forskningsenhed under det nye udenrigsakademi, DUPA, og i en vagthund-funktion direkte under Udenrigsministeriet. Det har været en politisk mærkesag for Dansk Folkeparti at få gjort kål på centret og dets direktør, Morten Kjærum, fordi centret blandt andet under valgkampen har været i haserne på Dansk Folkepartis udlændingepolitik og - efter partiets mening - ført sig urimeligt frem som politisk "smagsdommer".

Dansk Folkeparti vil have, at DUPA's nye menneskerettighedsenhed først og fremmest skal kære sig om menneskeretsovertrædelser i udlandet. Imens har både FN, udenlandske regeringer og oppositionen til venstre beskyldt regeringen og Dansk Folkeparti for at ville tage regeringsuafhængighed fra centret ved at nedlægge dens selvstændige bestyrelse og lægge vagthunde-funktionen ind under DUPA og under Udenrigsministeriets kontrol. Det regeringsuafhængige, danske menneskerettighedscenter har i udlandet dannet mønster for lignende institutioner til at holde øje med hjemlige overtrædelser af menneskerettighederne.

I udenrigsministerens fravær viste hans embedsmænd onsdag Dansk Folkeparti det lovforslag om DUPA, som regeringen endnu holder hemmeligt. Blandt andet Anders Fogh Rasmussen har tidligere forsikret, at den planlagte organisationsmodel vil tilfredsstille ikke bare Dansk Folkeparti, men også de udenlandske og danske kritikere. Men de udenrigsministerielle embedsmænds forsøg på at overbevise Dansk Folkeparti var forgæves.

Regeringen opererer med en uafhængig bestyrelse, også for DUPA og dermed den fremtidige institution for menneskerettigheder. Og regeringspartierne afviser anklagerne for forligsbrud med, at Dansk Folkeparti under finanslovsforhandlingerne ikke forlangte papir på, at centret skulle nedlægges som en selvstændig institution.

Men Kristian Thulesen Dahl henholder sig til, at Dansk Folkepartis ønske om at få lagt menneskerettighedscentret ind under Udenrigsministeriet fremgik af finanslovsforhandlingernes papirer om nedskæringerne i et hav af råd og nævn.

Dansk Folkepartis gruppeformand anfører, at regeringen selv i pamfletten, "Mere velfærd og mindre bureaukrati" skriver, at menneskerettighedscentrets vagthunde-funktion "overføres til den nye menneskerettighedsenhed i Udenrigsministeriet".

Og det var forudsætningen for, at Dansk Folkeparti i finanslovsforhandlingerne gik med til at nedlægge også nogle råd og nævn, som partiet ellers var stemt for at bevare. Ligeså opgav partiet at få nedlagt for eksempel Nævnet for etnisk Ligestilling til gengæld for at få menneskerettighedscentret neutraliseret.

"Der var i forvejen tale om et vanskeligt kompromis mellem Venstre og Konservative. Så vi opgav at botanisere. Men hvis regeringen nu laver finanslovforliget om efter forgodtbefindende, så har vi ikke mere noget forlig, siger Kristian Thulesen Dahl.

Regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt at spare op mod 700 millioner kroner på nedlæggelsen eller fratagelsen af tilskud for omkring 100 råd og nævn. Det spareregnskab risikerer Thor Pedersen nu at få spoleret. Men Dansk Folkeparti reserverer sig i givet fald også retten til at fremsætte eller stemme for nye udgifter på alle mulige andre måder end nævn og udvalg, siger Kristian Thulesen Dahl.

Imens jubler Kristeligt Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre ved udsigten til, at menneskerettighedscentret bevarer sin uafhængighed af regeringen.

"Skaden er sket, men katastrofen undgår vi. Troværdighed tager lang tid at opbygge, men meget kort tid at nedbryde.

Regeringens troværdighed har selvfølgelig lidt skade, for ingen kunne forstå, hvordan de kunne finde på at nedlægge et internationalt anerkendt center, siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R).

Finansminister Thor Pedersen (V) vil ikke kommentere kontroversen, som det nu er udenrigsministerens hovedpine at rede ud. Men det bliver svært for regeringen at undgå én af to ulykker: enten fosser millionerne ud af statskassen, eller også rejser der sig et nyt ramaskrig blandt de udenlandske kritikere og oppositionen herhjemme.

Direktøren for Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kjærum, er tilfreds med regeringens beslutning. Han mener, at centret med regeringens redningsmodel er garanteret fortsat uafhængighed.

"Ud fra den model, vi har fået beskrevet, og ud fra de tilsagn, vi har fået fra regeringen, kan jeg ikke se, at det ikke skulle være det," siger Morten Kjærum.

Ritzau

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen