Fem butikker og en cafe er klar til at åbne i den gamle Daells-bygning til efteråret. Området spås af butiksmæglerfirmaet Absalon & Co. til - efter flere års dvale - at blive et trendy og originalt handelsområde.
20. august 2006, 22:30
Lokalerne nederst i den gamle Daells-bygning står gabende tomme. Men ikke længe endnu. Til efteråret åbner de første butikker og en cafe i den gamle bygning.
Det er ejeren af butiksmæglerfirmaet Absalon & Co. Stig Birk Dørler, der står bag projektet.
Stig Birk Dørler forventer, at Krystalgade og Fiolstræde bliver et særegent handelssted i København. I forvejen er området omkring Pilestræde så småt ved at være færdigudbygget med 25 nye butikker og en cafe i det tidligere City Arkaden - der er kommet til at hedder Galleri K.
Selv om Galleri K snart er klar til at blive indtaget af købelystne kunder i de godt 25 butikker - der blandt andet tæller Replay, By Malene Birger og Urban Outfitters - er der ifølge Stig Birk Dørler rigeligt med plads til endnu flere attraktive handelssteder i København.
»Når jeg kigger på Fiolstræde og Krystalgade, har de gader nøjagtig den samme profil, som Kronprinsensgade og Købmagergade havde for ti år siden - en hulens masse mennesker - men et utroligt kedeligt indhold,« lyder det fra Stig Birk Dørler, der i starten af 1990erne satte sig for at leje lokalerne i det dengang forholdsvis anonyme Kronprinsensgade til trendsættende butikker.
Til originalerne
Arbejdet i Krystalgade har taget flere år, og lokalerne nederst i den gamle Daells-bygning har stået tomme i fem år. Endnu vil Stig Birk Dørler ikke sætte navn på de butikker, der skal ligge i bygningen, da kontrakterne endnu ikke er underskrevet. Men rygtet lyder, at bl.a. G-Star, Paris Texas og H&M, er i spil. Og så skal cafeen drives af nogle af Københavns mest erfarne cafe-folk.
Det vil Stig Birk Dørler dog hverken af- eller bekræfte.
»Der er et behov for forskellige typer kvarterer i indre by. Krystalgade/Fiolstræde skal være et kvarter med unika-butikker og nye trendy butikker, hvor Galleri K mere henvender sig til karrierefolket. De kunder, der vil komme i Krystalgade og Fiolstræde, er originalerne, der kan lide overraskelser. De to kvarterer skal ikke have den samme profil. Krystalgade skal have lidt mere kant end området omkring Pilestræde,« siger Stig Birk Dørler.
Huslejen i kvarteret omkring det gamle Daells-varehus vil også være væsentlig lavere end ved Pilestræde, og det er derfor her den næste generation af Munthe Plus Simonsen og Bruuns Bazar vil etablere sig, spår Stig Birk Dørler.
Fiolstræde huser mange butikker, der har ligget der i årtier - og mange af dem vil, ifølge Stig Birk Dørler, blive tilbudt en pæn sum penge for at flytte. Der skal være plads til de lidt skæve og originale butikker.
»Der skal ske en udbytning af butikkerne, så kvarteret kan blive mere efterspurgt og attraktivt, så vil priserne også stige. Vi vil gerne betale noget for at nogle flytter,« siger Stig Birk Dørler.
Det er dog langtfra alle de nuværende butikker, der skal flytte. Bibeholdelsen af ældre specialforretninger, som f.eks. bogantikvitetsbutikkerne i Fiolstræde, er ifølge Stig Birk Dørler med til at gøre kvarteret originalt.
Det hippe hotel
Hotel Skt. Petri, møbel- og boligindretningsbutikken ROOM og designbutikker Wood Wood er nogle af de første nye tiltag i Krystalgade og har haft en stor effekt på fremgangen i kvarteret. Wood Wood har ligget i Krystalgade siden 2002. I dag findes der to Wood Wood-butikker i gaden. Butikkens succes har ifølge medejer Magnus Christensen været årsag til, at Wood Wood nu kan åbne en forretning i Berlin.
»Vi forventer, at mange nye og trendy butikker vil blive tiltrukket gaden, som vil blive utrolig attraktiv,« siger medejer Magnus Christensen.
Krystalgade adskiller sig fra andre handelsgader ved at have en synagoge og Hovedbiblioteket. Der har længe været tale om, at Hovedbiblioteket skal flytte, men foreløbig er der ikke nogle egentlige planer på bordet. Flytter biblioteket er der, ifølge Stig Birk Dørler, grobund for et kulturcenter i bygningen.
»Men netop Hovedbiblioteket er med til at tiltrække den type, der gerne vil have noget originalt,« siger Stig Birk Dørler.
Wood Wood nyder også godt af Hotel Skt. Petris succes. Hotellet tiltrækker flere af de lidt smartere turister, der gerne vil give lidt ekstra for specielt design.
Integreret del af centrum
Den svenske møbeldesignkæde ROOM har ligget på hjørnet af Krystalgade og Nørregade siden 2003, og i begyndelsen var det ifølge storemanager Rita Bertelsen noget op ad bakke. I dag er ROOM en kendt designbutik,der ligesom Wood Wood ofte bliver nævnt i glittede mode- og boligblade.
»De mennesker, der er i centrum kommer også hos os. Jeg forventer, at kvarteret her vil blive en ligeså integreret del af centum, som f.eks. Strædet og Grønnegade er. Det vil blive endnu en lille perle i centrum,« siger Rita Bertelsen.
»Fiolstræde er slet ikke udnyttet i forhold til, de kvaliteter, gaden har som noget nært og utrolig københavnsk. Der vil helt sikkert komme mange trendy butikker til,« siger Rita Bertelsen.
Men først skal Stig Birk Dørler og hans folk have luget ud i gaden, så mange af de butikker, der i dag sælger billigt stangtøj fra store udsalgsstativer rykker ud til fordel for mere originale butikker.
»Det skal være butikker, som der ikke i forvejen findes for mange af, der skal præge kvarteret,« siger Stig Birk Dørler.
Der var en gang, hvor alle gik op ad Nørregade - den tid er forbi, og det vil ifølge Stig Birk Dørler vare nogle år - før også Nørregade vil blomstre op.
»Lige nu handler det om at forbinde Krystalgade og Fiolstræde med Galleri K - og det vil tage en rum tid,« siger Stig Birk Dørler.





























































