Carlsberg og Heineken vil købe og splitte den britiske konkurrent Scottish & Newcastle mellem sig. Carlsberg går efter at få fuld kontrol med russisk forretning
17. oktober 2007, 19:04
Carlsberg går efter at få fuld kontrol med det russiske guldæg Baltic Beverages Holding (BBH). Den danske ølgigant overvejer at gå sammen med hollandske Heineken om at købe britiske Scottish & Newcastle og dele rovet mellem sig. Det vil give Carlsberg det fulde ejerskab af BBH, som sidder tungt på det russiske marked, mens Heineken overtager Scottish & Newcastles britiske forretninger.
I dag ejer Carlsberg og Scottish & Newcastle BBH i et fifty-fifty fællesskab, men det har længe snurret med rygter om, at Carlsberg gerne ville købe briterne ud får at score hele fortjenesten på det russiske øleventyr. BBH sidder på 40 procent af det hastigt voksende ølsalg i Rusland og blevet lidt af en pengemaskine for Carlsberg, der tjener langt mere på øllet i Rusland end i Vesteuropa.
/ritzau/

































