Bella Center solgt til ejendomsmatador

Bella Center kontrolleres nu af et konsortium med ejendomsmatadoren Michael Kaa Andersen i spidsen. De nye ejere har ingen planer om at ændre på driften af centeret. Men byggeretterne rundt om vil givetvis blive udnyttet.

Det endnu uvist, om Bella Center på Amager får en multiarena. Men der vil givetvis blive bygget til på arealerne omkring, efter at Bella Center i går fik nye hovedaktionærer.

Et finansielt trekløver bestående af investeringsselskabet Proark, det Horsens-baserede FagByg og Morsø Sparekasse har således købt 50,7 pct. af aktierne af Staten, Danmarks Nationalbank, samt Danske Bank og Nordea.

Prisen bliver først offentliggjort senere på foråret, når Proark tilbyder de cirka 130 småaktionærer i Bella Center at købe deres aktier til samme kurs som Staten og bankerne får.

Men Bella Centers aktier handles på markedspladsen OTC i Horsens, og her var den samlede værdi af selskabet i går mellem 780 og 975 mio. kr. afhængig af, om det var købere eller sælgere, der foreslog en pris.

Inden finansminister Thor Pedersen (V) sidste år satte statens aktiepost til salg var markedsværdien af Bella Center nede omkring 300 mio. kr.

Primus motor i den nye ejergruppe, Proarks ejer Michael Kaa Andersen, regner med, at Proark og konsortiet gennem det fælles ejede, BC Newco Holding, vil komme til at eje 60-70 pct. af centeret. En ting står fast. Københavns Kommune har meddelt, at den vil beholde sin ejerandel på godt 19 pct. Men trekløveret har indgået en aktionæroverenskomst med kommunen, så de står sammen.

Ingen revolution
Ifølge Michael Kaa Andersen er der ingen planer om revolutionerende ændringer i driften af Bella Center.

Den nuværende bestyrelsesformand Erik Bonnerup, næstformanden og direktionen fortsætter, mens Michael Kaa Andersen og repræsentanter for FagByg og Morsø Sparekasse indtræder i bestyrelsen i stedet for de sælgende aktionærers repræsentanter.

»Bella Centers ledelse har gjort det fremragende. Vi vil følge ledelsens plan for Bella Center, Vision 2010. Og så finder Proark det interessant at udnytte de byggeretter, der er i forbindelse med Bella Center,« siger Michael Kaa Andersen.

De nye investorer har dog endnu ikke taget stilling til en ny multiarena ved Bella Center.

Michael Kaa andersen er en af landets mere anonyme ejendomsmatadorer. Via Proark ejer han EjendomsInvest, som har ejendomme i syv lande og forvaltningen af en ejendomsportefølje til en værdi af over 10 milliarder kr. Gennem Proark er han også eneejer af netbanken, Basisbank.

»Vi kan tilføre Bella Center kompetencerne på det finansielle og på det ejendomsmæssige område,« siger Michael Kaa Andersen.

Investeringspartneren FagByg har en kreds af personer bag sig, der også har tilknytning til OTC-børsen, hvor der altså handles med aktier i Bella Center.

Den anden partner, Morsø Sparekasse, har arbejdet sammen med Proark i de sidste 15 år.

Det er absolut ikke fordi Bella Center er en dårlig forretning, at de store aktionærer ønskede at sælge deres aktier.

Bella Center forventes sidste år at have tjent 32 mio. kr. ud af en omsætning på 330 mio. kr. Det vil i givet fald være det næstbedste resultat nogensinde efter 2002, hvor Bella Center blev brugt under EU-topmødet. 2005 kommer til at sætte rekord i antallet af arrangementer i Bella Center, som derfor budgetterer med et overskud for året på 65 mio. kr af en forventet omsætning på 400 mio. kr.

Siden Staten satte sin aktiepost til salg sidste år, har adskillige interesserede meldt deres interesse. Blandt andre Parken Sport & Entertainment og Brøndby IF. Parken trak sig forholdsvis tidligt i auktionsprocessen, og i går måtte Brøndby så erkende sit nederlag. www.bellacenter.dk

Mere om salget.

 



Markedet lige nu