Bankernes rådgivning til købere af andelsboliger er ikke god nok, mener forening. Banker åbne for dialog om retningslinjer, så køb bliver mere gennemskueligt.
7. september 2008, 09:58 – opdateret 16. maj 2012, 14:13
Landets banker skal blive bedre til at rådgive boligsøgende på jagt efter en andelsbolig. I dag sætter alt for få købere sig nemlig ind i andelsboligforeningens økonomi og hvordan en rentestigning kan påvirke deres månedlige boligafgift. Og det bærer pengeinstitutterne en del af ansvaret for, mener Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, ABF.
- De senere år er der kommet en masse nye lånetyper, og det betyder, at mange foreninger har valgt en finansiering med rentetilpasningslån. Derfor er det også langt mere påkrævet med rådgivning, der også indbefatter oplysninger omkring foreningens økonomi og dér synes vi ikke, at pengeinstitutterne har været gode nok, siger Jan Hansen, direktør i ABF, til Ritzau.
Derfor er ABF kommet med et udspil til en dialog med bankerne om, hvordan begge parter kan være med til at gøre købet af en andelsbolig mere gennemskueligt. Håbet er, at dialogen munder ud i konkrete retningslinjer for, hvilke informationer der er vigtige at få på bordet ved køb af en andelsbolig.
Selv om underdirektør i Nordea, Henning Bonde, mener, at de kommer hele vejen rundt om andelsboligfinansieringen i rådgivningen af deres kunder, så er han ikke afvisende over for idéen fra ABF.
- Det kunne måske være en god idé at få nogle standardiserede retningslinjer, fordi det både vil gøre det lettere for kunderne og for de rådgivere, der er involveret i handlen, siger Henning Bonde.
/ritzau/





























































