Berlingske Business
LIVE
17:57 God weekend 

Arriva har lommesmerter i Holland

Krav: Arriva presser den hollandske stat og to nordhollandske amter med løfter om nye tog mod at få flere penge og kontraktforlængelse. Men sådan en aftale strider mod EUs regler om statsstøtte. Det danske trafikministeriums kontrakt med Arriva udelukker en lignende situation.

GRONINGEN

Det går skidt - send flere penge.

Det er kravet fra Arriva-selskabet Noordned, som står for togdriften på de nordhollandske sidebaner til to hollandske amter og til den hollandske stat.

Noordned, som den engelske buskoncern ejer i fællesskab med de hollandske statsbaner, NS, overtog togdriften i juni 2000 frem til 2005 efter at have slået alle konkurrenter med flere længder i en udbudsrunde.

I dag har selskabet ondt i indtjeningen. Jævnligt bliver selskabet straffet med bøder fra amterne Friesland og Groningen, som selskabet har kontrakt med, for ikke at levere den aftalte service.

Bøderne falder på trods af, at Noordned faktisk leverer en markant bedre service end de hollandske statsbaner på hovedbanerne. Men Noordned er bagud i forhold til kontrakten, hvilket udløser bøderne.

Nu kræver Noordned, at amterne og den hollandske stat skal betale mere for, at borgerne kan få siddepladser nok og tog til tiden på alle afgange.

Hovedproblemet for Arrivas datterselskab er de 20-30 år gamle togsæt, som selskabet har leaset af de hollandske statsbaner. Togene går ofte i stykker, og det kan tage måneder at få dem repareret på grund af mangel på resservedele.

Betingelser

Noordned er villig til at investere i nye togsæt på to betingelser: Kontrakten skal forlænges med otte år til 2013. Samtidig skal selskabet have flere penge af det offentlige.

Det er endnu uklart, hvor meget de offentlige udgifter til Arriva-selskabet skal øges, da det afhænger af, hvordan selskabet vil anskaffe nye tog.

»Det er meget rimeligt at bede om flere penge for en bedre service. Vi er meget interesserede i, at Noordned anskaffer nye tog. Det vil givet være en stor fordel for borgerne at slippe for forsinkelser, der skyldes det nedslidte materiel. Men hvis de skal have flere penge, skal de have dem fra staten. Amterne har ikke råd til at betale Noordned mere, end vi allerede gør,« siger Harm Frontjes, fuldmægtig i kontoret for trafik og transport i Groningen Amt.

Det hollandske trafikministerium erkender, at Arriva-selskabets kontraktperiode med de hollandske amter er for kort til, at det vil være forretningsmæssigt forsvarligt at foretage nye investeringer.

Forlængelse

»Der er stor sandsynlighed for, at Noordned får forlænget kontraktperioden. Vi har endnu ikke noget svar på, om staten kan medvirke til at finansiere Noordneds nye tog,« siger Hans van Deyk, projektleder i det hollandske trafikministeriums kontor for decentralisering af regional togservice.

Årsagen til ministeriets tøven er ikke kun et pengespørgsmål. Der er nemlig også en risiko for, at den hollandske stat kommer på kant med EUs regler om statsstøtte.

»Vi undersøger sagen indgående og forventer, at vi kan svare på selskabets krav inden for et par måneder,« siger Hans van Deyk.

Ud over kravene om kontraktforlængelse og penge stiller Arriva krav om at få mere magt over Noordned.

»Ejerskabet af Noordned er en ulykkelig situation. Når to parter ejer lige meget af et selskab, blokerer det for beslutninger. En ejerandel på 50 procent er ikke nok for os, og vi vil indlede forhandlinger om et ejerforhold, hvor der ikke er tvivl om, hvem der har magten,« siger Rob van den Hoek, adm. direktør i Arriva.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra M. Niebrugge, finansdirektør i de hollandske statsbaner, NS, til Arrivas syn på ejerforholdet i Noordned.

Dansk kasse lukket

I Danmark er krav fra Arriva om merbetaling for serviceforbedringer, når selskabet næste år overtager de jyske sidebaner, udelukket.

Arriva får 156 mio. kr. årligt for opgaven af Trafikministeriet, og senest i 2004 skal selskabet - uden merbetalinger - have skaffet nye tog til banestrækningerne.

Arrivas valg af nye tog bliver offentliggjort inden 1. februar i år, oplyser Arriva Danmarks adm. direktør, Johnny Hansen.

»Det vil aldrig komme på tale, at Arriva i Danmark vil kræve flere penge for at levere den aftalte service. Kontrakten med Trafikministeriet er meget klar: Vi skal levere nye tog inden 2004, og det skal vi gøre inden rammerne af den betaling, vi får,« siger han.

I Jernbaneforbundet, den danske faglige organisation for togpersonale, undrer næstformand Knud T. Martens sig meget over Arrivas krav til den hollandske stat om flere penge.

»Det er overordentligt overraskende. Arriva har et godt ry i togkredse for ikke at lave kontrakter, der først er alt for billige og for derefter at kræve flere penge. Hvis oplysningerne er korrekte, viser det en side af Arriva, som vi ikke hidtil har kendt,« siger Knud T. Martens.

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve
 

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kære læser. Velkommen til business.dk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer. Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

Vi håber derfor, at du i din adblocker vil tillade visning af annoncer fra business.dk Det er nemt og tager kun et øjeblik: Se hvordan du gør her.

Med venlig hilsen
Berlingske Business

Tilbage til artiklen