Faktisk er Windows 7 kun Windows 6.1, men det kan være svært at følge med i Microsofts navngivning af nye udgaver.
26. oktober 2009, 09:06 – opdateret 26. oktober 2009, 13:37
Windows 7 er i virkeligheden Windows 6.1 - siger Windows 7 selv.
Verdens største softwareproducent, Microsoft, har ikke just haft en ensartet navngivning af nye udgaver af det styresystem, som i dag håndterer, hvad der sker på rundt regnet 90 procent af alle personlige computere i verden.
22. oktober var der premiere på Windows 7, også på dansk, men der har aldrig været hverken en Windows 5 eller Windows 6, sådan officielt. Microsoft har nemlig vekslet mellem tal, årstal og navne, og med Windows 7 skal der lægges distance til den udskældte Vista, så brugerne tænker på noget helt nyt.
Windows 7 meddeler dog selv, når man undersøger dens versionsnummer, at den er en Windows 6.1, altså en videreudbygning af netop Windows Vista, som egentlig var den sjette Windows-udgave i rækken.
Hvilket imidlertid heller ikke passer.
Ond computer skræmte
I 1985 kom Windows 1.0, to år senere Windows 2.0, og i maj 1990 Windows 3.0, der gav det egentlige gennembrud på et marked, hvor alt ellers var baseret på særdeles ugrafiske DOS-programmer. Version 3.0 fik et par opdateringer men hed stadig noget med 3.
Så skulle der ske noget, og Windows blev navngivet efter årstallet, hvor versionen kom ud, ligesom kontorpakken Office nu bliver det. Første skridt var Windows 95. Herefter kom Windows 98, som dog for professionelle brugere hed NT 4.0 (for »Next Technology«, næste teknologi), og som dermed fastholdt den fortløbende nummerering.
Så kom Windows 2000, som ikke var beregnet til privatmarkedet - men i øvrigt høstede stor ros. Det gjorde til gengæld absolut ikke Windows Me (Millennium), som var 2000-udgaven til privatkunderne. Windows Me brød ned ustandseligt og blev flere gange stemt ind blandt de værste softwareprodukter nogen sinde.
Da næste Windows-version skulle på banen, viste kalenderen imidlertid 2001, og med den navnkundige film »Rumrejsen år 2001« i baghovedet, hvor en meget ond computer overtager al styring, valgte Microsoft at lancere en Windows XP (står for »experience«, oplevelse).
Vista var faktisk ikke nummer 6
Næste udgave blev så Vista (latin for »syn, udsyn«, som jo er resultatet, når man kikker ud af et vindue). Det blev mildt sagt ingen succes, så for at lægge afstand til manges kedelige oplevelser af et trægt og langsomt system valgte Microsoft at vende tilbage til talrækken, til Windows 7. Men det bliver faktisk kun til 7, hvis man springer Windows 98 over og regner både 2000 og XP som nummer 5.
Og så er det egentlig kun Windows 6.1, eftersom alle programmer, der virkede på Windows Vista (som jo var nummer 6 i rækken), kører uhindret videre på Windows 7.
Som flere påpeger, er det også yderst vanskeligt at finde på ord, som virker på de fleste sprog, og så er der jo tradition for, at software nummereres, så man hele tiden har styr på, om ens yndlingsprogram er kommet i en nyere version, som man simpelt hen må eje.





























































