Flere anvender i dag Windows 7 end den udskældte Vista - men de to kan stadig ikke slå forgængeren Windows XP. Og danskerne halter bagefter.
31. august 2010, 12:06 – opdateret 31. august 2010, 12:14
Det tog trekvart år, men nu er det sikkert og vist: Windows 7 har overhalet sin udskældte forgænger, Windows Vista.
Det viser nye tal fra det amerikanske netstatistikfirma StatCounter, som måler, hvilket styresystem en computer anvender, når den gæster forskellige netsteder.
Windows XP er absolut størst
I juli lå Windows 7 med en markedsandel på 19,1 procent på verdensplan og overhalede dermed Windows Vista, som 17,8 procent af de besøgende anvendte. Windows Vista betragtes af de fleste efterhånden som noget, der bør overståes.
Læs også: Svigtende PC-salg kan give gode priser
Microsoft lancerede ellers Windows Vista som det nye store vidunder, men styresystemet var langsomt og levede på flere områder ikke op til reklamerne. Derfor hastede det med at få Windows 7 gjort klar til salg, hvilket skete i oktober 2009 for de første erhvervsudgaver af systemet.
Men selv ikke til sammen formår Windows 7 og Windows Vista at slå det nu ni år gamle Windows XP af banen. XP-udgaven betragtes stadig som den mest solide og stabile af alle Windows-versioner og anvendes derfor stadig af 55,6 procent af alle netbrugerne.
Læs også: Her er Microsofts planer for Windows 8
5,56 procent anvender Apples Mac OS X, mens 0,8 procent bruger Linux som styresystem.
Endnu ikke i Danmark
Ifølge Foreningen af Danske Interaktive Mediers statistik fra de mest besøgte danske netsteder anvendte 41,7 procent af danskerne i juni - altså en måned tidligere end StatCounters statistik - Windows XP, 30,5 procent Windows Vista og 18,2 procent Windows 7.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten