It-firma oopkøber konkursramt selskab, der skal fortsætte med at lave standardiserede webløsninger til mindre og mellemstore virksomheder i Danmark.
1. juni 2010, 11:42
Den fynske it-virksomhed inCaptiva A/S har købt konkursboet efter Ziteman A/S og reetableret aktiviteten heri, i Ziteman ApS.
Overtagelsen omfatter 10 medarbejdere, og en forventet årlig omsætning på omkring 10 millioner kroner, skriver selskabet i en udsendt pressemeddelelse.
- Jeg har fulgt Ziteman som en lokal fynsk virksomhed gennem noget tid og har tidligere drøftet en overtagelse heraf. I forbindelse med Zitemans konkurs opstod der pludselig denne mulighed, som vi sammen med Zitemans ledelse har valgt at rykke hurtigt på. Vores strategi bliver at lade Ziteman fortsætte som hidtil; dvs. en 100 procent selvstændig enhed med eget brand og egen ledelse og som samtidig kan trække på inCaptivas infrastruktur herunder vores kontorer i København, Odense og Cairo. Vi tror på, at såvel Ziteman som inCaptiva kan få stor glæde af hinanden fremadrettet og ikke mindst tilbyde et fagligt inspirerende miljø for såvel kunder som medarbejdere, siger Anders Chr. Andersen, direktør i inCaptiva A/S, i den udsendte pressemeddelelse.
- Situationen taget i betragtning er inCaptivas overtagelse absolut at foretrække. Vi får en ny ejer i form af en veldrevet virksomhed og med store ambitioner. At der samtidig er tale om en lokalt forankret virksomhed i form af at hovedkontoret fremadrettet vil være placeret i Odense er blot endnu en fordel. Jeg tror at Ziteman fremadrettet vil blive en særdeles profitabel investering for inCaptiva og ser sammen med Ziteman’s medarbejdere frem til at bistå hermed.





























































