It-virksomheder vil nu i samarbejde med Microsoft udleje softwarelicenser landets mange foreninger på månedsbasis.
18. marts 2010, 10:28 – opdateret 18. marts 2010, 10:32
Størsteparten af Danmarks mange foreninger mangler software til administration af økonomi og medlemmer. Det vil virksomheden WinKAS, der har hovedsæde i Frederikshavn, nu tjene penge på.
Som en af to virksomheder har WinKAS således ingået et partnerskab med Microsoft, der skal udbrede et koncept, der tilbyder foreningerne software og hosting i abonnement til stærkt reducerede priser.
Studenter-koncept
Softwaresalget er stærkt begrænset i de segmenter, hvor pengene er færrest, og det tog Microsoft for nogle år siden konsekvensen af med de såkaldte Academic-licenser, der giver studerende mulighed for at anskaffe sig fulde applikationer til kraftigt reducerede priser.
Samme licenser kan også benyttes af landets mere end 40.000 godkendte foreninger. Et marked, der dog er nærmest uopdyrket. Derfor har giganten nu også givet foreningerne mulighed for at leje softwarelicenser på månedsbasis.
– Vi kigger altid på områder, hvor vore produkter kan gøre en positiv forskel for kunderne, og hvor vi samtidig ser muligheder for at styrke vores forretning. Jeg er overbevist om, at vores software kan
medvirke til at effektivisere og styrke det vigtige frivillige arbejde rundt om i Danmark og forhåbentlig gøre det lettere at rekruttere bl.a. kasserere, forklarer salgschef Julich Wiberg fra Microsoft Danmark.
Kombinerede software- og hostingløsninger udbydes nu i abonnement under Microsofts såkaldte SPLAprogram gennem MB Solutions A/S i Vejle, der er Microsoft Gold Certified Hosting Partner, og altså WinKAS, som igennem 15 år har tilbudt professionelle økonomi-, administrations- og opkrævningssystemer til bl.a. foreninger og detailhandlen.
Det danskudviklede administrationssystem WinKAS Pro er en af hjørnestenene i softwarepakken, og virksomheden, der har 12 medarbejdere, skal forhandle konceptet gennem sin salgsorganisation.
Vinder på mængden
Foreningerne mulighed for at sammensætte en individuel pakke af programmel og services. Som eksempel koster hosting, support og WinKAS Pros administrationsværktøj fra 49 kroner om måneden inkl. moms pr. licens.
Den lave pris gør, at pengene i konceptet skal tjenes på volumen. Med mere end 40.000 godkendte danske foreninger, burde dette dog være en mulighed.








































