Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Ufærdig Windows vinder andele på nettet

Microsofts nye Windows 7, som først kommer næste år, bliver allerede anvendt flittigt på nettet.

Selv om det slet ikke kan købes endnu, er Microsofts nye PC-styresystem Windows 7 i gang med at vinde andele på nettet.

Det lidt usædvanlige resultat kan ses af netanalysefirmaet Net Applications' seneste måling, som også viser, at Apples styresystem Mac OS går frem, selv om Windows stadig er det altdominerende.

Officielt frigiver IT-giganten Microsoft først Windows 7 til næste år, i 2010, men Microsoft valgte at lægge en såkaldt betaudgave - en sidste prøveversion - ud til fri afbenyttelse på nettet. Det har rigtigt mange benyttet sig af. De har hentet Windows 7 og installeret det på deres PC, hvor de frem til august kan udforske, hvad der skal være afløseren for det udskældte Windows Vista, og afprøve alle de nye funktioner. Betaudgaven er tilgængelig indtil 10. februar. Den kom ud 10. januar.

PCen giver oplysninger videre

Når man besøger et netsted, sender ens Internet-program automatisk besked af sted om, hvilket program der anvendes (Internet Explorer, Firefox, Opera eller noget helt fjerde), ligesom også oplysninger om computerens styresystem (Windwos, Mac OS, Linux o.s.v.) bliver givet videre - ikke for at nogen kan snage, men fordi en netside ikke ser fuldstændigt ens ud fra program til program og fra system til system. Derfor er nogle netsteder indrettet, så de tilpasser sig brugerens PC.

Ifølge Net Applications' opgørelse er brugen af Mac OS gået frem fra 9,63 procent i december til 9,93 i januar, hvortil kommer, at brugen af Apples iPhone-mobiltelefon er vokset fra 0,44 til 0,48 procent.

Windows i klar førerposition

Windows ligger fortsat på en solid markedsandel på 88,26 procent for alle fremviste netsider. Og heraf udgør Windows 7-brugerne 0,23 procent med udgangen af januar.

Windows-andelen mindskes dog og er gået tilbage fra 88,68 i december.
Linux-brugerne udgør 0,83 procent af alle sidevisninger på nettet, mens Sonys Playstation bruges i 0,04 procent af tilfældene.

Målingen har intet at gøre med, hvilket program brugerne anvender for at kunne se siderne. Her har tidligere målinger vist en betragtelig tilbagegang for Microsofts tidligere dominerende Internet Explorer, som nu er nede under 80 procent. Til gengæld høster Mozillas Firefox markedsandele og ligger nu på omkring 20 procent af alle sidevisninger.

 




Markedet lige nu