Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Trusler får mobilselskaber til at sænke regning

De fem første gør det billigere at bruge mobiltelefonen i Europa til data i håb om, at EU ikke griber ind med faste priser.

Mobilselskaberne står i kø for frivilligt at skære prisen ned på at sende data over mobiltelefonen i forsøget på at undgå EUs tunge hammer.

Fem af de store teleselskaber i Europa er gået sammen om at sænke, hvad det koster at sende tekst- og billedbeskeder samt gå på nettet eller læse post fra sin mobiltelefon. Brugt i udlandet kræver det tegnebøger af betragtelige størrelser at kunne betale regningen.

Det hollandske KPN og »3« er blandt de fem selskaber, som sænker prisen til 0,25 euro (1,86 kroner) for hver forbrugt megabyte data. I dag risikerer man at betale mellem 60 og 100 kroner pr. megabyte, og det kræver ikke besøg på ret mange netsteder, før man er nået dertil blot ved at kikke og uden overhovedet at hente filer ned til mobiltelefonen.

Ud over KPN og »3« er det belgiske Base, det tyske E-Plus og det polske Play gået med i samarbejdet, der gælder fra 1. marts 2008. De dækker til sammen 10 europæiske markeder og en befolkning på 295 millioner.

EU-indgreb mod dyr tale

EU greb sidste år ind og fastlagde, hvad det maksimalt må koste at bruge mobiltelefonen til at tale i, når man er i de 27 EU-lande. Men der blev ikke dengang set på mobile data. EUs telekommissær, luxembourgeren Viviane Reding, har dog senere slået fast med syvtommersøm, at med mindre teleselskaberne selv får bragt priserne ned, agter hun at fastlægge maksimumpriser også her. EU mener nemlig, at de skyhøje datapriser på at bruge mobiltelefonen i udlandet er en væsentlig hæmsko for, at arbejdskraften virkeligt frit kan bevæge sig rundt i EU.

Viviane Reding deltager, når verdens største messe for mobiltelefoni, 3GSM, i morgen åbner i Barcelona i det nordøstlige Spanien. Her vil hun i en tale mandag stille teleselskaberne et ultimatum: Priserne for at sende SMS-tekstbeskeder og bruge data over mobiltelefonen skal ned med omkring 70 procent, hvis ikke EU skal gribe ind.

»Hvad vi ønsker at opnå, er enkelt: Det at sende tekstbeskeder eller at hente andre data ned over en mobiltelefon, mens man er i et andet EU-land, må ikke være grundlæggende dyrere for en forbruger end at sende tekstbeskeder eller hente data ned i hjemlandet. Det er logikken i det grænseløse fællesmarked, som vi i Europa for 50 år siden besluttede at skabe,« sagde EU-kommissæren forud for mødet.

Hun har sat 1. juli i år som deadline for sin bedømmelse af, om teleselskaberne selv klarer opgaven, eller om hun skal skride ind.

Mange tør ikke bruge telefonen

»Det er godt, at vi fik sat de europæiske priser ned på samtale sidste år. Initiativet var desværre allerede utidssvarende, da det blev vedtaget, fordi det ikke dækkede dataforbrug, der er en lige så vigtig del af vor mobilbrug som den traditionelle telefoni,« siger Morten Christiansen, administrerende direktør for »3« i Danmark.

Han håber, at flere selskaber vil melde sig i samarbejdet, så priserne kan blive ens.

»Mange europæiske kunder er i dag påpasselige med at hente data via mobile netværk i udlandet, da de frygter, at de vil blive afkrævet helt urimelige priser. Og med god grund: Som det ser ud nu, kan priserne på data være 50 gange så høje som de priser, man kender fra operatøren (teleselskabet, red.) derhjemme. I praksis betyder det, at f.eks. virksomheder går glip af de mange fordele, der er ved at benytte mobilt bredbånd i Europa,« siger Morten Christiansen.

Verdens største mobilselskab, det britiske Vodafone, lancerede i denne uge et slagtilbud på mobil datatrafik: 3 gigabyte data (altså 3.000 megabyte) for blot 15 pund om måneden (150 kroner). Tilbuddet gælder dog kun en begrænset periode.

(Opdateret kl. 15.10)

 




Markedet lige nu