Fra januar vil al kommunikation via nettet og telefonen kunne overvåges af efterretningstjenesten uden dommerkendelse. Også danskere kan blive ramt.
2. juli 2008, 07:08 – opdateret 2. juli 2008, 07:43
Flere end to millioner svenskere har indtil nu sagt nej til den nye lov, som fra næste år vil tillade forsvarets efterretningstjeneste at kikke og lytte med i al elektronisk post og telefonsamtaler, som går ind og ud af landet.
Svenskerne har skrevet under på den svenske formiddagsavis Expressens underskriftsindsamling via nettet mod loven, som et spinkelt flertal i den svenske Riksdagen vedtog for to uger siden, og som har fået flere til at sammenligne overvågningen med, hvad der foregår i lande som Saudi-Arabien og Kina. Der skal nemlig ingen dommerkendelse til, før der snuses med.
Spærrer for trafik gennem Sverige
Den svenske regering bakker loven op ud fra et ønske om at kunne modgå terrorvirksomhed ved at overvåge kommunikation og pengeoverførsler.
Det delvis statsejede teleselskab Telia har sammen med amerikanske Google kaldt loven den mest omfattende i Europa, og Telia er i færd med at flytte teleudstyr, som hidtil har håndteret finske kunders telefoni og Internet-brug fra Sverige til Finland. Tilsvarende er norske og danske teleselskaber i færd med at forberede en omlægning af deres trafik, så danskere og nordmænd ikke ufrivilligt bliver en del af overvågningen.
Den svenske lov træder i kraft fra januar 2009 og skal være fuldt oppe at køre i efteråret 2009.
15.000 oplysninger pr. dansker
Også Danmark har indført overvågning af al elektronisk post, brug af nettet samt fastnet- og mobiltelefoni. Det har stået på siden 15. september 2007 men kræver en dommerkendelse, før politiet kan få adgang til oplysningerne. Disse skal til gengæld kunne leveres med en times varsel.
Den danske lovgivning er dog blevet skarpt kritiseret for at være så fuld af huller, at flere eksperter har kaldt den en ommer.
Ingen teleselskaber vil oplyse, om loven overhovedet er blevet brugt af politiet til at få oplysninger udleveret.
Det skønnes, at der hvert år vil blive gemt 15.000 oplysninger om hver eneste dansker som følge af registreringen.
Læs også:
USA konfiskerede danske penge på vej til England
Ministre skal redegøre for amerikansk overvågning
Firmaer sniger sig uden om overvågning





























































