Danmarks næststørste teleselskab afviser, at afregning pr. påbegyndt minut vil skræmme kunderne væk.
24. november 2009, 12:55
Telenor forventer ikke at miste mange erhvervskunder, når de fra 15. december skal betale pr. påbegyndt minut og ikke pr. talt sekund.
»Det kan vi selvfølgelig ikke udelukke, men vi tror faktisk ikke, at det bliver særligt mange, for vi synes, at vi har gjort os umage for at stå med et samlet attraktivt tilbud. Nogen vil opleve en stigning, nogen vil ikke blive berørt, og nogen vil opleve det som mere attraktivt. Men selvfølgelig skal vi tjene penge - ellers har vi ikke råd til investere. Og vi investerer i år en milliard i dansk infrastruktur. Vore kunder ønsker at være kunder hos en operatør, der investerer i fremtiden. Omvendt tjener vi ikke penge, hvis ikke vi har konkurrencedygtige produkter på markedet,« siger Telenors erhvervsdirektør Jesper Hansen til Business.dk.
Op til 35 procent dyrere
TDC indførte samme nye afregningsform fra 1. november. Analysefirmaet Netplan, som lever af at rådgive virksomheder om bl.a. telefonkontrakter, sagde i dag til Berlingske Business, at den nye minuttaksering medfører en op til 35 procent større telefonregning, fordi størstedelen af samtalerne er på under et halvt minut - men nu bliver afregnet til fuld minutpris.
Telia afviser at ville indføre minuttaksering for sine erhvervskunder »for nærværende«.
Nedsætter priser på fastnettelefoni
Jesper Hansen fra Telenor understreger, at ændringen fra sekund- til minutafregning kun er en del af de ændringer, som Telenor nu foretager.
»Den pakke, vi går ud med, rummer også en nedsættelse af taksterne på fastnettelefoni og mere attraktive mobilprodukter til mindre virksomheder med flere minutter og mere dataforbrug. Vi mener selv, at vi har gjort en række af vore produkter til mindre erhvervsvirksomheder mere attraktive. Man kan derfor ikke se isoleret på ændringen fra sekund- til minuttaksering,« siger Jesper Hansen.
Han vil ikke sætte tal på, hvor mange procent af kunderne der berøres af den nye måde at afregne på.
»Vi står med et konkurrencedygtigt tilbud i alle kundesegmenter. Min forventning er derfor, at mine kunder samlet set mener, at Telenor har attraktivt tilbud til dem,« siger erhvervsdirektøren.






























































