TDC får nu skarp konkurrence, når de nærmeste konkurrenter slår deres mobilnet sammen. Det helt rigtige at gøre, siger teleanalytiker. (Senest opdateret kl. 8.32)
14. juni 2011, 08:07
Telenor og Telia slår pjalterne sammen i en historisk aftale, hvor de to teleselskaber fremover vil have fælles mobilnet i Danmark.
Telenor er Danmarks næststørste og Telia Danmarks tredjestørste teleselskab, men på verdensplan ligger de begge i top 10 blandt de allerstørste.
Telia og Telenor etablerer et fælles infrastrukturselskab, som skal bygge et fælles net op. Det gælder både 2G/GSM-nettet, 3G-datanettet og det kommende supermobilnet (LTE eller, i folkemunde, 4G).
En milepæl
»Det er en milepæl, at vi nu har besluttet at slå vore netværksinvesteringer og -kompetencer sammen. I fællesskab vil vi skabe Danmarks bedste mobilnetværk og dermed give de bedste kundeoplevelser på smartphones, tavlecomputere og mobilt bredbånd,« lover de to teletopchefer, Telias Søren Abildgaard og Telenors Jon Erik Haug.
Aftalen betyder, at de to selskaber får adgang til hinandens master i områder, hvor de ellers hver især skulle have bygget. Fremover vil de udbygge mobilnettene i fællesskab og spare betydelige summer, samtidig med at nettet udbygges langt hurtigere, end de hver især kunne gøre.
Samme model har teleselskaberne i mange år fulgt i Sverige for netop at spare ressourcer. Det er dog første gang, at Telia og Telenor samarbejder.
Telia og Telenor fortsætter trods samarbejdet med hvert deres såkaldte »core-netværk«, altså grundnettene, hvor selve tjenesterne produceres, og aftalen betyder ikke, at de to selskaber slår sig sammen. Samarbejdet omfatter antenner, master og sendeudstyr.
Ros for aftalen
Konkurrencestyrelsen skal sige god for aftalen.
En ny masteposition koster let i nærheden af en million kroner at etablere.
Der er lutter ros for aftalen.
»Det er det helt rigtige, de gør. Disse forhandlinger må have stået på gennem meget lang tid. Efter at Telenors ledelse i Norge valgte at amputere en del af sin danske forretning for efterfølgende at lade TDC styrke sin danske forretning gennem købet af lavprismobilselskabet Onfone, stod både Telia og Telenor i en situation, hvor de begge vidste, at enten skulle en af dem forlade markedet, eller også skulle de gå sammen,« siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten