Selv om TDC for nylig trak store mængder opmærksomhed til sig, da de lancerede musiktjenesten Play, har Telenor i Danmark ikke tænkt sig at følge efter med kopier.
4. maj 2008, 18:46 – opdateret 15. maj 2012, 04:52
Hvis man tror, at TDC med deres Play-løsning har ramt en model, som alle de andre teleselskaber vil abe efter, kan man godt tro om igen. Sådan lyder i hvert fald meldingen fra direktør i den danske del af Telenor, Henrik Clausen.
Onsdag i sidste uge fremlagde Telenor, der i Danmark omfatter Cybercity, CBB, Sonofon, Tele2 og Canal Digital, deres kvartalstal for første kvartal i år. De viste blandt andet, at Sonofon tjener mindre på mobilkunderne end tidligere – et forhold, som Henrik Clausen tilskriver købet af Tele2, der var en mindre lønsom forretning, end Sonofon er.
Dette forventer Sonofon dog at få rettet op på løbende, efterhånden som Tele2s kunder flyttes ind i Sonofons infrastruktur – men Sonofon befinder sig alligevel i samme marked som TDC, hvor koncernchef Jens Alder flere gange har erkendt, at det bliver sværere og sværere at hente vækst fra teletjenesterne.
Det skyldes, at konkurrencen skruer priserne og dermed indtjeningen ned, selv om kunderne taler mere i deres mobiler og får hurtigere internet. Det var blandt andet det, der fik TDC til at lancere den gratis musiktjeneste, Play, der giver kunderne gratis musik – så længe de er kunder hos TDC.
TDC forventer, at musikken vil øge kundernes loyalitet og få dem over på de lidt dyrere typer tjenester. Men selv om TDCs Play-tjeneste var en international nyskabelse, har også Telenor i flere af selskabets øvrige lande rodet med tilsvarende tjenester.
Henrik Clausen betoner især Telenors fokus på TV på mobil som et forretningsområde, der kan danne grundlag for tilsvarende indholdstjenester. Men han advarer samtidig mod at fjerne fokus fra det, der er teleselskabernes fornemmeste opgave: Teletjenester.
Ingen skam
»Vi har noteret os, hvad TDC har lavet med Play, men vi gør os vores egne tanker om, hvad vi vil. Man vil også se indholdstjenester hos os, men vi skammer os ikke over det, vi laver – og mener, at vores vigtigste område stadig er at levere et hul igennem ud til nettet og en kvalitetsoplevelse,« siger Henrik Clausen, der som tidligere Cybercity-chef har en mangeårig historik i netop internetbranchen.
»Her forsøgte man jo tidligt forskellige ting som at lave portaler og lignende lukkede systemer, men min erfaring var, at folk får den bedste oplevelse, hvis de selv får valget mellem de ting, de vil have. Derfor tror jeg heller ikke på, at vi kan gætte os til, hvad kunderne vil have af indhold. Vores største opgave er at give dem forbindelsen og båndbredden og oplevelsen af, at produkterne er intuitive,« lyder det fra Telenor-chefen, der dog understreger, at indhold er vigtigt for Telenor, der jo blandt andet sælger Canal Digital og satser på IPTV – TV leveret via bredbåndsforbindelsen.
Holdningen er dog i clinch med den forudsigelse, som flere teleanalytikere – blandt andet John Strand fra Strand Consult – har ytret: Nemlig at selskaberne over en kam frygter at blive reduceret til »bitpipes«, der blot lever af at flytte bits, bytes og tale gennem kabler og luften.
Telenors mange selskaber i Danmark har endnu ikke i større stil rullet krydssalg ud i synderligt markant omfang – men det er et af projekterne for resten af året, og et område hvor Telenor forventer at kunne hente en god bid kunder fra de øvrige udbydere.
Mobilt bredbånd
Allerede nu er Cybercity begyndt at sælge mobiltelefoni til sine kunder på Sonofons platform og net – og Telenor har en forventning om, at det mobile bredbånd, der blev lanceret i december sidste år, skal være det store trækplaster resten af året. I det seneste tal fra IT og Telestyrelsen, der dækkede andet halvår af 2007, fremgik det, at selskabet »3« sidder aldeles eftertrykkeligt på netop det mobile bredbåndsmarked.
Men tallet snyder, idet TDC, Telia og Telenor først sidst på året lancerede deres mobile bredbånd. »3« var i gang med deres mobile bredbånd længe før de øvrige teleselskaber, men i øjeblikket udvider TDC, Telia og Telenor deres dækning dramatisk, ligesom Telenor nu også har opgraderet hastigheden, der tidligere langt fra har kunnet matche »3«s tilbud.
Tilbage står at priserne på det mobile bredbånd endnu er stort set ens på tværs af selskaberne, men her planlægger Telenor at rulle ud med en lang række pakkeløsninger, hvor Sonofons mobile bredbånd pakkes ind i Cybercitys øvrige bredbåndsprodukter – og dermed sælges billigere end ellers.
I Danmark har Sonofon hidtil kun lanceret en særlig Facebook-service til deres mobilkunder, og Henrik Clausen vil ikke på nuværende tidspunkt afsløre, hvad der venter som modtræk til TDCs Play.





























































