Amerikanske AT&T bøjer sig nu for presset og opgiver sin modstand mod Skype på iPhone. Dermed er verdens smartphone-brugere kommet et stort skridt nærmere meget billig mobiltelefoni.
7. oktober 2009, 13:48 – opdateret 7. oktober 2009, 14:05
Hvis man kan ringe og modtage opkald over Skype med sin iPhone, kan forbrugeren potentiel spare mange penge. Omvendt har teleselskaberne ikke været vilde med ideen, da den kan koste dem store summer. Den modstand ser nu ud til at smuldre.
Den amerikanske telestyrelse FCC har netop meddelt, at mobiloperatører skal tvinges til at behandle alle former for nettrafik ens – altså også IP-telefoni – og det kan have fået AT&T til at ændre holdning. I hvert fald meddeler AT&T nu i et brev til FCC, at man ikke længere er imod ip-telefoni på iPhone.
Hemmelig Apple-aftale
Én ting står dog stadig i vejen for ip-telefoni på iPhone – Apple. I lang tid har Apple og AT&T haft en hemmelig aftale om at blokere for VoIP-programmer til iPhone. Apple har et meget effektivt instrument gennem sin App Store – firmaet kan ganske enkelt nægte at godkende programmerne, og hvis de ikke er med i App Store, kan de ikke installeres på iPhone uden at bryde garantien.
Den hemmelige aftale mellem Apple og AT&T blev afsløret i sommer, hvor Google klagede over at programmet Google Voice blev afvist i App Store, og det fik FCC til at indlede en undersøgelse af selskaberne. Google-chef Eric Schmidt trak sin efterfølgende fra Apples bestyrelse og forholdet mellem to selskaber har nået et absolut lavpunkt i de sidste måneder.
AT&T har hele tiden fastholdt, at man ikke blokerer for IP-telefoni programmer til iPhone. I stedet lader man Apple blokere for programmerne i sin App Store.
Populært program
I dag kan Skype downloades frit gennem App Store, og det skulle være et af de mest populære programmer til telefonen.
Men for at få Apples godkendelse har Skype været nødt til at begrænse programmets funktionalitet, så man kun kan foretage IP-opkald over trådløse net (WiFi). Det fungerer f.eks. ikke med 3G-netværk. Og det betyder, at der er lukket for muligheden for at benytte den billige IP-telefoni i større stil.
Kilde: Wired





























































