Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

TDC vil sætte sig på musik og film

Landets største teleselskab vil udstyre hvert hjem med et digitalt samlingspunkt for musik, film, billeder og dokumenter, som automatisk kopieres til Frankrig og i øvrigt kan tilgåes fra hele verden.

2 Kommentarer

En sort boks på størrelse med en opsvulmet Jumbobog bliver spydspidsen ind i de danske hjem for landets største teleselskab.

TDC mener nemlig, at danskerne efterhånden er så teknologisk fremme på hjemmefronten, at det er på tide at udstyre hver husstand med et fælles datalager i miniformat, hvor musik, billeder, film og dokumenter samles et sted og kan hentes frem på alle hjemmets computere, spillemaskiner og snart også fjernsyn. Dermed påtager TDC sig i sjælden grad ansvaret for at få al hjemmeelektronikken til at spille sammen og styrker sin stilling som totalleverandør til danskerne.

Sikkerhedskopi i Frankrig

Teknologifirmaet Zyxel har sammen med TDC udviklet Homedisk, en sort netværksboks, der sagtens kan parkeres i et kosteskab, og som kan tilgåes fra alt øvrigt udstyr på det trådløse hjemmenet. Alle data på disken sikkerhedskopieres automatisk løbende til et datacenter i Frankrig, og alt indholdet kan også hentes, aflyttes eller afspilles fra enhver PC med Internet-adgang ude i verden, når man logger på sin TDC-konto på nettet.

»Vi rykker et skridt længere ind i husstandene for at hjælpe familierne med at sikre, at data og hjemmenet spiller sammen. Det har vi brugt det seneste år på at arbejde med. Det skal være nemt og enkelt, både at sætte op og bruge i hverdagen, ellers bliver det ingen succes,« siger René Brøchner, direktør for TDC TV, bredbånd og telefoni, og som personligt vil give en ny elektronisk dims 15-20 minutter til at vise sin duelighed, inden den bliver skrottet som et dårligt produkt.

Ikke helt klar på fjernsynet endnu

Homedisk er en såkaldt NAS-server med plads til 500 gigabyte data (en typisk spillefilm fylder fire-fem gigabyte). Den vil de 120.000 TDC-kunder med Home Duo (Internet og telefoni) og de 100.000 med Home Trio (Internet, telefoni og TV) kunne tilkøbe for 49 kroner om måneden eller 588 kroner årligt.

Endnu spiller den ikke fuldtud sammen med TDCs digital-TV-boks. Indtil videre kan man kun betjene og høre musik på fladskærmen. Feriebillederne vises ikke i fuld størrelse, men det arbejder Microsoft, der står for softwaren i boksen, på at løse inden sommer. Senere vil man også kunne afspille film direkte fra Homedisk på fjernsynet.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Kompensation for ringe "upload hastigheder"

Det er da en god ide at have en af backup'erne ude af huset. Men jeg ser det nu mere som en kompensation for den manglende "Upload" hastighed som TDC levere til deres kunder. Og som et alternativ til dem som muligvis ville anskaffe sig fiber.

Men hvad med sikkerheden?

Jeg mangler information, både i denne artikel samt på TDCs side om sikkerheden?
Er mine data krypteret mens de bliver overført til "skyen" og er mine data krypteret, så det kun er mig der kan tilgå dataen, og ikke TDC/F-secures folk.

Ideen er virkelig god, men informationerne er alt for mangelfulde.




Markedet lige nu