TDC ruster op for at tage flest muligt af de 300.000 danskere, der fra januar ikke vil kunne se TV 2 uden at købe abonnement.
3. november 2011, 14:55 – opdateret 3. november 2011, 15:00
Danmarks største TV-leverandør, TDC, satser målrettet på at få fingrene i de 300.000 danskere, som fra januar ikke længere kan se TV 2 uden at købe abonnement til det.
Det bekræfter TDCs topchef, Henrik Poulsen, oven på torsdagens kvartalsregnskab, som viser, at TDCs eget kabel-TV-selskab, YouSee, de seneste tre måneder har fået 3.000 flere kunder.
»Vi har bevidst sat ind med kampagner for YouSee og TDC TV (TV-signal leveret via internetforbindelsen, red.) i håb om at levere til de danskere, der har behov for at kunne klare overgangen til de nye MPEG-4-signaler og TV 2 som betalings-TV fra januar, og det går rigtigt fornuftigt,« siger han til Business.dk.
TDC og YouSee står tilsammen for halvdelen af TV-abonnementerne i Danmark.
Stor satsning
Han medgiver, at en pludselig mængde på 300.000 kunder, som nu skal gøre noget for fortsat at kunne se TV 2 - hvis de da ikke vælger at vælge TV 2 helt fra -, er en meget interessant gruppe på et marked, der ellers er godt mættet.
»Vi forventer selvfølgelig, at en stor andel af kunderne vil ønske en ny TV-løsning med adgang til TV 2 og sikkerhed for at kunne tage det nye TV-signal. Så vi har investeret ret meget i at styrke TV-produkterne hos både TDC og YouSee,« siger han.
For nylig lancerede TDC særlige småprogrammer til de smarte fjernsyn, hvor man via nettet kan f.eks. leje film direkte på fjernsynsskærmen.
»Indtil videre kan vi se, at tre fjerdedele af vore Home Trio-kunder (som køber TV, Internet og telefoni i en samlet pakke fra TDC, red.) benytter det. Det er bedre, end vi havde turdet håbe på,« siger koncernchefen.
INFOshop: Små teleselskaber i fremgang






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten