Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

TDC køber Fullrate

Bredbåndskometen overtages nu af Danmarks største teleselskab for små 400 millioner kroner. (Opdateret kl. 14:22)

Kometen på det danske bredbåndsmarked, Fullrate, er blevet overtaget af Danmarks største teleselskab, TDC.

TDC køber alle aktier i Fullrate. Selve overtagelsesdatoen er ikke endeligt afklaret.

Rygter var længe verseret

Prisen for Fullrate er ikke offentliggjort, men ifølge Business.dks kilder betaler TDC 400 millioner kroner - eller godt 5.000 kroner pr. kunde - for selskabet, der har 110 ansatte. TDCs administrerende direktør og koncernchef, Henrik Poulsen, er i disse minutter ved at orientere dem om deres nye ejer.

Fullrate forbliver et selvstændigt selskab i TDC-koncernen, og den nuværende ledelse fortsætter uforandret.

Rygter har længe verseret om, at TDC ville overtage Fullrate, og koncernchef i TDC, Henrik Poulsen, nævnte da også i et interview med Berlingske Business for en måned siden, at TDC er interesseret i - og har penge til - at købe op, hvis det rigtige melder sig.
»Og du ved jo godt, hvad jeg tænker på,« tilføjede han med et skævt smil.

Får nu samme styring som TDC

Med købet bliver Fullrate nu underlagt den samme, stramme styring, som IT- og Telestyrelsen har pålagt TDC på en række områder.

»På de pågældende markeder er TDC pålagt forpligtelser, og 100 procent ejede datterselskaber er underlagt de samme betingelser som hovedselskabet. Hvis Fullrate havde haft egne kobberledninger (fastnet, red.), så skulle TDC også åbne for disse ledninger,« forklarer Finn Petersen, vicedirektør i IT- og Telestyrelsen til Business.dk.

Fullrate har tidligere sammen med Sonofon/Telenor og Telia kæmpet hårdt imod, hvad man anså for TDCs monopol på en række markeder.

I de danske energiselskabers sammenslutning, Dansk Energi, er der ingen jubel:

»TDCs opkøb af konkurrenter på bredbånd bekræfter kun behovet for, at der hurtigt etableres et reelt alternativt til TDC,« siger chefkonsulent Christian Berg.

En del af JMI Invest

Fullrate er stiftet i 2005 af fem tidligere direktører i Cybercity med Stig Myken i spidsen som administrerende direktør. De har indtil nu også været ejerne sammen med kapitalfonden Seed Capital og JMI Invest. Fullrate er dermed reelt det mest succesfulde selskab i IT-investoren Asger Jensbys JMI Invest, som havde det godt, indtil Stein Baggers skeletter væltede ud af samtlige skabe og skuffer i IT Factory.

Fullrate, som hidtil har været det eneste reelle alternativ til de to største teleselskaber i Danmark på bredbånd over fastnettet, voksede sig i 2008 dobbelt så stor som året før. Årsregnskabet for 2008 viser en omsætning på 181 millioner kroner (mod 91 mio. i 2008), et resultat før afskrivninger på 35,7 millioner (mod 15,6 mio.) og et overskud før skat på 3,5 millioner (mod 1,5 mio. i 2007). Kundetallet er vokset fra 38.278 i 2007 til 76.121 med udgangen af 2008. Forventningen er at runde 120.000 kunder i 2009.

Siden sommeren 2008 har Fullrate kunnet levere bredbånd og fastnettelefon over bredbåndsforbindelsen til hele landet, og den seneste tid har Fullrate især satset på erhvervskunder. I begyndelsen af i går gik Fullrate ligeledes ind på markedet for mobilt bredbånd.

 




Markedet lige nu