De 300.000, som fra januar står uden TV 2-signal, er en himmerigsmundfuld af nye kunder for Danmarks største teleselskab, der presses på alle andre fronter.
3. november 2011, 08:53 – opdateret 3. november 2011, 08:58
TDC gør klar til benhårdt at gå efter at score flest muligt af de 300.000 danske husstande, som inden januar skal finde ud af, hvordan de fremover kan se TV 2, når den bliver betalingskanal.
»Det er helt tydeligt af dagens kvartalsregnskab, at TDC lægger i kakkelovnen til, at kampen om de TV 2-kunder, der nu skal fordeles inden og efter 11. januar, ikke bare bliver en gavebod til Boxer. TDC har en helt klar forventning om, at TDC skal have en meget central position, når 300.000 danske husstande skal finde ud af, hvordan de skal se TV 2 fremover,« siger teleanalytiker John Strand, direktør i Strand Consult.
Kun få vækstlommer
Han mener, at TDC har samme udfordringer som alle andre danske teleselskaber, nemlig at priserne falder så voldsomt, som de gør.
»Det gør det svært at skaffe vækst. I de få vækstlommer, der er, er kampen derfor benhård. TDC ser konverteringen af TV 2 fra gratis- til betalingskanal som en unik mulighed for at skabe vækst i sin kabel-TV- og bredbåndsforretning. Jeg er ret sikker på, at vi vil opleve TDC som meget aggressiv, og TDC vil gøre alt, hvad man kan, for at gøre Boxers andel af de 300.000 kunder marginal,« siger John Strand, som hæfter sig ved, at YouSee allerede har bebudet prisstigninger som følge af TV 2s nye status.
Han mener, at dagens kvartalsregnskab er udtryk for, at Danmarks største teleselskab i bund og grund er en meget veldrevet virksomhed.
»Regnskabet viser business as usual med hård omkostningsstyring og med YouSee, TDCs Home Trio-pakkeløsning med Internet, TV og telefoni og med TDCs figherselskaber - lavprisselskaberne Onfone, M1 og Telmore -, som helt klart er med til at cementere TDCs flotte markedsposition,« mener John Strand.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten