Billigere computere til efteråret, hvis privatkunderne fortsat holder sig tilbage fra at købe ind.
31. august 2010, 11:18 – opdateret 31. august 2010, 11:28
Forbrugerne kan godt begynde at glæde sig til endnu bedre priser på computere hen over efteråret.
PC-salget har nemlig været svagere end ventet hen over sommeren og også i begyndelsen af den nye skolesæson i USA. Det giver anledning til mange tanker om, hvorvidt krisen nu også alligevel er forbi, og det kan tvinge PC-producenterne til at sænke priserne for at opretholde salget, skriver finansavisen Financial Times.
Sløjt sommersalg
Det gik ellers så godt fra slutningen af 2009. Her skød PC-salget i vejret efter en lang sparerunde i privatøkonomien, og det var præcis på det tidspunkt, at IT-giganten Microsoft var klar med sit nye Windows 7. Microsofts omsætning for andet kvartal 2010 steg med 22 procent, og Taiwans teknologitunge økonomi voksede med 8,2 procent.
Læs også: Toshiba melder om harddisk-gennembrud
Men nu er det åbenbart slut. Verdens næststørste PC-producent, taiwanesiske Acer, sendte i juli 38 procent færre PCer på det amerikanske marked end i juli, og det samlede PC-salg i USA lå 15 procent lavere. Juli er traditionelt ikke en stor salgsmåned, men augusttallene ser heller ikke for gode ud. Her plejer der ellers at ske en stigning, når alle gør sig klar til skoletiden og derfor investerer i det nyeste udstyr.
Forventer fald på fem-ti procent
Seneste tegn kom fra Intel, der producerer de mikrochips, som sidder i omkring 80 procent af verdens PCer. Intel sænkede i fredags sine forventninger til salget i juli-september, på samme måde som Hewlett-Packard og Dell - største og tredjestørste PC-producenter i verden - gjorde det for nylig.
Læs også: Asus klar med iPad-konkurrent
Flere analytikere siger til Financial Times, at de forventer prisfald på mellem fem og ti procent som følge af den faldende efterspørgsel på privatmarkedet.
»Hvis de skærer priserne ned i USA, vil de også skære dem ned i resten af verden,« siger analytiker Jenny Lai fra CLSA.
Priser på harddiske og hukommelse falder
Analytiker Ben Reitzes fra Barclays Capital siger til nyhedsbureauet Associated Press, at priserne på harddiske og hukommelse er faldet meget og i august lå på det laveste niveau for hele 2010. Dermed kan PC-producenterne sænke priserne og stadig bevare indtjeningen.
Erhvervsmarkedet ser derimod ud til at gå pænt fremad efter en lang periode uden nyindkøb som følge af finanskrisen.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten