Danskere, der via mail søger råd og vejledning om private forhold hos sin præst, risikerer fra nytår at havne i svensk terror-overvågningsarkiv.
1. juli 2008, 02:15
Svenskerne læser med, hvis du sender en mail til din lokale præst.
I nær fremtid risikerer personlige mails om asylsøgere, sjælesorg i forbindelse med en skilsmisse eller skrupler over kriminalitet at ende i hemmelige svenske arkiver. Det skriver Kristeligt Dagblad.
Det kan blive konsekvensen af den såkaldte FRA-overvågningslov, som træder i kraft i Sverige til januar næste år. Loven tillader den svenske overvågningstjeneste Forsvarets Radioanstalt, FRA, at kontrollere al kommunikation, der passerer landets grænse. Det berører blandt andet Kirkeministeriet i Danmark, som ifølge ministeriets IT-driftschef Peter Kristensen bruger en internetudbyder, som sender al elektronisk trafik igennem en server i Sverige.
Alle landets biskopper og stort set alle præster risikerer dermed at få registreret deres e-post i svenske arkiver.
Også Folketinget er berørt, ligesom f.eks. al datatrafik - men ikke samtale - over teleselskabet »3«s net går via Sverige. Derfor er teleselskaberne i hele Norden i færd med at lægge om, så mindst mulig tale- og datatrafik fremover skal over Sverige.
Siden 15. september 2007 er danskernes brug af telefoni og Internet blevet registreret, således at Politiets Efterretningstjeneste med en dommerkendelse i hånden - i modsætning til i Sverige - med en times varsel skal kunne få adgang til den elektroniske logbog.
Ritzau/Th.





























































