Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Svensk opposition vil aflyse salg af Nordea og Telia

Socialdemokraternes finansministerkandidat vil beholde statens bank- og teleaktier, men er fortsat indstillet på at slippe af med SAS, hvis den rette pris kommer.

Der bliver intet salg af hverken Nordea eller Telia, hvis de svenske socialdemokrater vinder magten ved valget om to uger.

Det fastslår Thomas Östros, der står til at blive socialdemokratisk finansminister, hvis det lykkes for oppositionen af slå statsminister Fredrik Reinfeldts borgerlige regering af pinden den 19. september.

Vil fortsætte som ejer

Den nuværende regering satte kort efter sin tiltræden den største privatisering i Sveriges historie i gang. Blandt andet er Absolut Vodka-producenten Vin & Sprit samt ejendomsselskabet Vasakronan blevet solgt, og nuværende finansminister Anders Borg har presset på for også at sælge statens aktier i Nordens største bank, Nordea, og Nordens største teleselskab, Telia.

»Det er vigtigt at sige, at hvad angår Nordea og Telia mener jeg, at staten skal fortsætte som ejer på lang sigt, også hvis de foretager yderligere strukturelle aftaler,« siger Thomas Östros til nyhedsbureauet Reuters.

Han mener, at navnlig Nordea har gavn af en professionel svensk ejer, som holder fast i sine aktier.

»Det skal forblive sådan,« siger han.

Ingen andre ind i Vattenfall

Han udelukker også, at der skal minoritetsejere ind i energiselskabet Vattenfall, som den svenske stat ejer fuldt og helt. Til gengæld er han indstillet på at sælge statens aktier i luftfartsselskabet SAS, »når det har nået en stærkere økonomisk situation, hvis der er en passende køber«.

Ifølge den seneste meningsmåling fra TNS SIFO står den borgerlige regering til at opnå 50,1 procent af stemmerne ved valget, mens oppositionen ser ud til at kunne få 43,7 procent.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu