Det var den svenske forretningsmand Mikael Ljungman der utilsigtet hjalp Stein Bagger på hans flugt i USA. Stein Bagger lånte svenskerens bil og fandt nogle kreditkort i bilen, som han siden brugte. I dette eksklusive interview med Berlingske fortæller Mikael Ljungman om sit møde med Stein Bagger og den uge hvor han var på flugt.
8. december 2008, 07:04 – opdateret 8. december 2008, 07:20
Den svenske forretningsmand Mikael Ljungman havde sagt farvel til sine børn og skulle netop kysse sin hustru, da en taxa standsede foran villaen i den amerikanske delstat Conneticut, der ligger nord for New York. Ud steg den danske forretningsmand Stein Bagger, en gammel forretningsforbindelse til Mikael Ljungman.
Det var lørdag den 29 november, og ingen vidste endnu, at Stein Bagger var en mand på flugt.
»Hej Mikael«, lød den første hilsen fra Stein Bagger. Mikael Ljungman hilste, men måtte med det samme fortælle Stein Bagger, at han ikke havde tid til at snakke, da han selv var på vej til Sverige.
»Jeg følte mig som en meget dårlig vært, eftersom jeg ikke kunne tage ordentligt imod ham,« siger Mikael Ljungman i interviewet med USA-korrespondent Hans Sandberg, der arbejder sammen med Berlingske på denne sag.
Bekymret Bagger
I stedet for at tage godt i mod Stein Bagger fik Mikael Ljungman følgeskab i den store Audi på turen mod lufthavnen i New York.
Stein Bagger bad nemlig om at måtte følge med på turen til lufthavnen, og de hoppede begge ind i den sølvgrå Audi S8. Turen til Newark lufthavnen uden for New York tog omkring en time
»Stein Bagger var pænt klædt på, men så meget bekymret ud. Jeg tænkte, at det nok skyldtes, at han netop havde fløjet fra Dubai til New York,« siger Mikael Ljungman, der benyttede bilturen til at diskutere forretninger med Stein Bagger.
De to havde nemlig gang i flere forhandlinger om at udvide samarbejdet mellem IT Factory og eCommerce, som nu er en del af virksomheden Media Power.
Rigtige forretninger
Både Mikael Ljungman og den anden partner i Media Power fastholder, at der er virkelige forretninger bag samarbejdet med Stein Bagger, selv om flere har sat spørgsmålstegn ved samarbejdet.
Planen var, diskuterede de to i bilen, at IT Factory skulle købe licenser til forskellige produkter fra Media Powers – en handel, som ifølge Mikael Ljungman skulle bane vejen for, at Media Powers fik adgang til IBM-sfæren.
Mikael Ljungman har kendt Stein Bagger siden 2007, da de mødtes ved et møde om Lotus Notebook, arrangeret af IBM på Arlanda flyvepladsen uden for Stockholm.
»Vi talte om løst og fast, og om der fandtes en mulighed for at arbejde sammen,« fortæller Mikael Ljungman.
Og den løse kontakt førte faktisk til et samarbejde mellem Stein Baggers IT Factory og Ljungmans selskab eCommerce. Den første kontakt førte til flere møder og Ljungman beskriver i dag Stein Bagger som en god forretningsforbindelse, men ingen gammel ven, som andre ellers har beskrevet.
»Vi lavede fælles forretninger, og jeg har altid oplevet, at der var en god kontakt mellem os,« siger Mikael Ljungman til Berlingske.
I dag erkender Mikael Ljungman, at der nok var en del ting, der ikke stemte i Stein Baggers opførsel.
Når han tænker tilbage på køreturen og samtalen vurderer han, at Stein Bagger virkede tynget. Men det var ikke noget, Mikael Ljungman tænkte videre over, eftersom han selv var på vej til Stockholm, hvor han sidder på anklagebænken i en anden sag.
Bilen står i L.A.
Da Mikael Ljungman og Stein Bagger nåede frem til lufthavnen fortalte Stein Bagger, at han havde mistet sin bagage og spurgte, om han derfor kunne låne Mikael Ljungmans bil.
»Bagger sagde, at han skulle besøge IT Factorys kontor i Connecticut, og at han skulle bo på Mandarin Hotel i New York, og jeg svarede, at selvfølgelig kan du låne min bil,« siger Mikael Ljungman.
I bilen lå de kreditkort, som Stein Bagger siden formentligt har brugt under sin flugt på tværs af USA.
Ifølge Mikael Ljungman har han altid et par kreditkort liggende i bilen til at betale for benzin og andre fornødenheder.
Ifølge Mikael Ljungman er han ikke klar over, om Stein Bagger faktisk har benyttet de to kreditkort, han ved heller ikke, hvad der er sket med bilen, som nu tilsyneladende står ved en politistation i Los Angeles.
Til Stockholm
Ljungman fløj til Stockholm og fortæller, at han ikke hørte mere fra eller om Stein Bagger før om mandagen.
»Jeg arbejdede med software og skulle klippe nogle programmer ind i et program. Når jeg gik ind på IT Factorys hjemmeside for at finde de forskellige links, stod der bare, at de var gået konkurs,« siger Ljungman og tilføjer, at han nok aldrig var blevet så chokeret.
»Om tirsdagen fik jeg at vide, at han var forsvundet. Jeg havde vanskeligt ved at forstå det, for han var så glad for sin familie. Han ringede til mig og sagde, at han befandt sig under vældigt stort pres - uden dog at gå i detaljer. Jeg sagde til ham, at ”du må tage hånd om det her! Jeg ved ikke, hvor han var, da han ringede, men jeg antog, at han var på østkysten.”
Ljungman og Bagger talte sammen flere gange i løbet af de kommende dage, og Ljungman siger, at han opfordrede Bagger til at tage hånd om sagen og rådede ham til at gå til politiet – både for hans families, men også for hans partners skyld.
Ljungman befandt sig selv midt i en retssag, anklaget for bedrageri og skattesvig. Spekulationerne om, at han skulle have andel i en stor bedrageriskandale var noget, han mindst af alt havde brug for.
»Han satte mig i en urimelig situation. Jeg ville ikke kunnet have fortiet om det,« siger han og tilføjer, at han er glad for, at Stein Bagger til sidst gjorde det rette og meldte sig til politiet.
Ljungman siger videre, at hans samtaler med Bagger, mødet og det faktum, at han lånte sin bil til ham skete, uden at andre vidste det.
Michael Ljungman siger, at han ikke rigtig ved, hvad han skal tro om Stein Bagger, men at han »er 100 pct. sikker« på, at teknologien i IT Factorys produkter var god.
»Den passer som fod i hose til vores teknik,« siger han og påpeger, at IBM åbenbart også var imponeret af IT Factorys tekniske formåen – en teknik, som Media Power nu forsøger at købe fra konkursboet.





























































