22. september 2008, 07:35 – opdateret 22. september 2008, 07:43

Kassen er allerede ved at være tom hos det nationale center, der skulle sætte en stopper for IT-kaos på sygehusene og omsider sikre sammenhæng mellem patientdata hos sygehuse, praktiserende læger, speciallæger, hjemmesygeplejen med videre.

Centret, der blev oprettet så sent som i sommeren 2006 på foranledning af den daværende sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen, må ud med tiggerstaven. Behovet lyder på omkring 700 millioner kroner til de IT-udviklingsprojekter, der skal til for at løse den stillede opgave.

Centret blev forsynet med det umulige navn Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark (SDSD). Da centrets fader, Lars Løkke Rasmussen, for en måned siden præsenterede finanslovsforslaget i sin nuværende rolle som finansminister rummede det ingen penge til »barnet«, selv om alle vidste, at pengene var slut.

Regionerne reagerer hårdt på den manglende plads på finansloven. »Helt uforståeligt« og »idiotisk« er reaktionerne, jeg hører. Ordet »amatøragtigt« høres også. Og i SDSD-centret har frustrationen bredt sig blandt de IT-kyndige. Alle vidste jo, at der kun var bevilget penge til et par år, den gang da Sundhedsministeriet og regionerne sammen oprettede centret.

Kattelem via ny fond

Undladelsen kan ses som en mistillidserklæring. Det er det måske også, men regeringen har med forhandlingsparterne Dansk Folkeparti og Liberal Alliance åbnet en kattelem for en anden finansiering. Den hedder »Fonden for arbejdskraftbesparende teknologi«, hvilket er en nyskabelse i finanslovsforslaget. Planen er, at fonden får tre milliarder kroner på kistebunden.

SDSD har ultimo august sendt en ansøgning af sted, og i kulisserne hører jeg, at denne forsinkende omvej vil udløse mange millioner i de kommende år. Ellers ville Lars Løkke Rasmussen da også være totalt til grin i det hårde politiske spil, der hersker på dette område.

Forhistorien er, at han som sundhedsminister i marts 2006 pludselig kom med en udmelding, der kunne tydes, som om de milliarder, der allerede er postet i de elektroniske patientjournaler (EPJ), var spildte. Han antydede noget med et helt nyt og landsdækkende EPJ-system, så der uden videre kunne udveksles informationer, hvis Hellerup-borgeren dratter om på sin Skagensferie.

Amterne havde jo i deres iver for at sikre et eget EPJ-system forsømt at tage højde for, at systemerne skulle kunne tale sammen. Problemerne kunne dog løses uden at smide barnet ud med badevandet, og at tro at nogen »bare lige« kunne strikke et nationalt EPJ-system sammen, var overmåde naivt. I Finansministeriet var man ikke begejstret. Miseren endte fornuftigt, nemlig med at SDSD fik til opgave at skaffe sig et overblik over problemets størrelse og komme med løsninger.

Tre store IT-projekter

Et af projekterne, som SDSD nu søger penge til, er løsningen på kommunikationsproblemer. Det er »et nationalt patientindeks«, noget som man allerede har i visse lande.

Indekset skal ikke kun rumme historisk og aktuel information om hver enkelt borger fra sygehusenes EPJ-systemer, men også fra speciallæger, praktiserende læger, hjemmesygeplejen med videre, så højre hånd ved, hvad venstre har gjort, og så man ved, når en ekstra hånd er nødvendig. Men systemet er selvfølgelig også til gavn for centraladministrationens barske regnedrenge.

Et andet projekt, kaldet Fælles Medicinkort, skal sikre centralt opdaterede informationer om patientens medicinering – igen så højre hånd og venstre hånd ikke går skævt af hinanden.

Det tredje projekt drejer sig om telemedicin. Det handler for eksempel om, at patienter kan behandles eller overvåges af eksperter, der måske sidder langt væk, ligesom røntgenbilleder kan tolkes i lande, der ikke lider af samme akutte mangel på læger, som vi har.

Og apropos manglen kunne man i sidste uge læse, at sundhedssektoren om seks-syv år vil mangle 15.000 medarbejdere. Sæt det tal i forbindelse med »Fonden for arbejdsbesparende teknologi«.

Hidtil er IT solgt ind i til de skeptiske læger og til dels også sygeplejerskerne ved især at tale om kvalitet og herunder mindskning af risiko for fejlmedicinering. Typisk for det offentlige har man ikke talt højt om at skære ned på arbejdsstyrken, men i stedet om muligheder for at yde »bedre service«.

Derfor foreligger der i det offentlige sjældent en benhård kalkule af investering kontra forventet udbytte, ligesom der ingen kontrol er af, om gevinster i form af reduceret behov for arbejdskraft høstes, hvilket kun sjældent sker.

Men nu har Finansministeriet altså skruet bissen på over for sundhedssektoren og andre. »Fonden for arbejdskraftbesparende teknologi« fordrer »målbare effektiviseringsgevinster«.

Gad vide, om det offentlige indenhus har analytikere, der kan lave regnestykket? Gad vide hvad Finansministeriet vil gøre, for at sikre SDSD hår nok på brystet til at bulldoze udviklingsprojekterne igennem, når centrets to »herrer«, stat og regioner plus øvrige aktører, rykker i hver sin retning?

Har du et bud, så skriv på min blog bizzen.blogs.business.dk.