Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stort IT-selskab forsvinder og går efter udlicitering

WM-data skifter navn til Logica og vil om få år hente en tredjedel af sin omsætning i Danmark fra udliciteringsopgaver.

Trods regnvejret bliver navneskiltene på facaden og adgangsvejene skiftet. Men ikke alene forsvinder WM-data fra IT-landskabet. Det nye Logica satser nu så hårdt på at få udliciteringsopgaver, at over en tredjedel af omsætningen i Danmark inden for et par år skal komme herfra.

WM-data, som er en af de store, nordiske IT-virksomheder, blev for halvandet år siden en del af Europas syvendestørste IT-serviceselskab, det britisk-hollandske LogicaCMG. Nu forsvinder navnet WM-data, og de internationale muskler skal bruges til at få flere kunder i den høje ende af skalaen.

»Vi går nu ind i udlicitering, fordi vi kan løfte opgaven. Det kræver nemlig en vis størrelse, og den har vi fået gennem købet. Jeg ser gerne, at vi om to-tre har 30-40 procent af vor omsætning fra udlicitering,« siger administrerende direktør for WM-data, fra i dag Logica, Jesper Scharff, til Business.dk.

Fat i de store

Han satser på, at den danske forretning kan vokse med mindst 10 procent om året ved at overtage udliciteringsopgaver, især drift og programstyring.

»Og det er naturligvis nemmere, fordi en stor kontrakt på en halv milliard kroner slår igennem. Vi har mange kunder i den lave ende af de store og i den høje ende af de mellemstore, men på trods af at vi er en stor virksomhed i Norden, har vi aldrig haft et godt svar på udlicitering for internationale kunder. Nu er vi i 36 lande. Større udliciteringsopgaver er en investering, som kræver en god likviditet, fordi man typisk ikke tjener så meget på dem de første fem år. Men vi er en meget solid virksomhed med en stor pengestrøm, ingen gæld og med penge i banken. Derfor holder vi meget fast i det kundesegment, som vi allerede har, men nu vil vi have flere store kunder,« siger Jesper Scharff.

De skal blandt andet vindes på det lokale engagement og meget kort vej til ledelsen.

»Kunderne vil tale med dem, der bestemmer. I Danmark er der lokale spillere som KMD og NNIT. Internationalt er der CSC, IBM og Accenture. Vi vil være internationale med et stærkt, lokalt engagement og en kort beslutningsvej. Jeg refererer således direkte til Logicas direktion,« understreger Jesper Scharff.

Flere medarbejdere er kærkomment

Han understreger, at Logica/WM-data allerede har udliciteringsopgaver og gennem dem og gennem de seneste fem års opkøb af mere end en håndfuld virksomheder er vant til at tage mod flere medarbejdere, som typisk følger med en udlicitering.

»Jo, vi vil derigennem få flere medarbejdere, og det er godt og kærkomment, for der mangler arbejdskraft i branchen. Det vil dog ikke nødvendigvis være alle, der arbejder i Danmark, fordi Logica har sin egen afdeling i Indien,« siger Logica-direktøren.

Han er glad for det nye navn.

»Det lyder godt på alle sprog og er positivt ladet, fordi det betyder logisk. Og så er WM-data jo ikke det mest sexede længere,« erkender han med et smil.

 




Markedet lige nu