Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stein Bagger ville score 6 mia. kr. på IBM-aftale

Stein Bagger og hans ukendte makker Allan Vestergaard arbejdede på en stor milliardaftale med IBM.

En aldrig tidligere offentliggjort strategisk samarbejdsaftale mellem IBM og IT Factory, som Børsen er i besiddelse af, viser, at IT Factory og IBM planlagde at øge samarbejdet markant.

Dokumentet, der ifølge en kilde hos IBM ikke fremstår som forfalsket, er blevet brugt af Stein Bagger og hans ukendte makker, Allan Vestergaard i deres forsøg på at skaffe 1 mia. kr. i Danske Bank, Nordea, kapital-fonden 3i og Fortis Bank.

Aftalen, der aldrig blev underskrevet fra IBMs side, beskriver, hvordan IBM på roadshow verden over fra januar til marts 2008 skulle promovere IT Factorys softwareløsning, som det siden har vist sig, aldrig blev færdigudviklet, skriver avisen.

»Målet med denne aftale er at udarbejde et sæt JGTM-aktiviteter (Joint Group Technical Marketing, red.), som over tid vil skabe en omsætning hos IT Factory på mere end en mia. dollar (omkring seks milliarder danske kroner, red.) gennem brugen af IBMs produkter i selskabets løsningstilbud med en nuværende tidshorisont på 2013 til at nå den omtalte omsætning,« skrev selskaberne i aftalen.

Alle de personer fra IBM, der er nævnt i aftalen, arbejder ifølge IBMs egne oplysninger stadig hos IBM på nær en enkelt, og der er for alles vedkommende tale om IBM-folk med ansvar, der rækker ud over det danske marked.

Der er tale om: Sean Poulley, vice president for world wide business development fra Somers i USA; Anthony Nartey, world wide business unit executive på SaaS-området hos IBM i Feltham i Storbritannien; Steve Zehavi, sales executive for SMB-selskaberne i Software Group Nordic hos IBM i Lyngby; Bjarne Jørgensen, global alliance manager, IBM i Lyngby; og Alistair Rennie vice president of development and technical support, IBM i Westford, USA.

Aftalen blev ifølge en kilde opsagt af IBM i 2006. Alligevel har IT Factory brystet sig af de tætte bånd med IBM lige siden. På samme måde har IT Factory så sent som i juni i år ved fremlæggelsen af årsregnskabet fremhævet samarbejdet med Skandinaviens største IT-leverandør, Topnordic. Topnordic har imidlertid intet samarbejde haft med IT Factory i hverken 2006 eller 2007.

Ritzau/Th.

 




Markedet lige nu