Den japanske elektronikgigant forudser sværere tider i Europa men går efter at slå Samsung som verdens største producent af fladskærme om senest to år.
29. august 2008, 09:55 – opdateret 29. august 2008, 12:33
Fladskærme vil fortsat blive solgt i store mængder, men ellers vil danskerne sammen med de andre vesteuropæere tænke sig om to gange, før de køber forbrugerelektronik resten af året.
Sådan lyder spådommen fra den japanske elektronikgigant Sonys europæiske topchef, Fujio Nishida. Han var blandt åbningstalerne på Europas største forbrugerelektronikmesse, IFA, der åbnede i Berlin torsdag.
Salget i år ligger et procent lavere end forventet, så det er som sædvanlig julesalget, der skal trække det op.
Sony vil være TV-mester
Sonys øverste topchef, briten Howard Stringer, understregede i sin åbningstale, at Sony går efter at blive verdens største producent af LCD-fladskærmsfjernsyn i 2010. Det er sydkoreanske Samsung, der skal slåes af pinden.
»Samsung er en hård konkurrent, de er ude efter os,« sagde Howard Stringer.
Sony lancerede verdens tyndeste LCD-fladskærm på IFA-messen. Det kommer i handelen senere i år.





























































