Det er svært at handle hurtigt, når to store koncerner i fællesskab ejer verdens fjerdestørste mobilselskab. Derfor kan Sony købe Ericsson ud.
28. august 2008, 08:42 – opdateret 28. august 2008, 08:47
Den japanske elektronikgigant Sony overvejer at købe sin svenske samarbejdspartner ud af deres fælles mobilselskab, Sony Ericsson.
Det bekræfter Sonys øverste topchef, briten Howard Stringer, i et interview med den tyske avis Die Welt.
»Det har i sandhed været et svært år, men at købe en partner ud er aldrig nogen let opgave. En af de vigtigste egenskaber i den digitale æra er at være adræt, og det er svært at være lige så adræt i et jointventure, som det er i ens eget firma, fordi man altid bliver involveret i diskussioner og forhandlinger. Vi og Ericsson diskuterer altid måder at gøre Sony Ericsson så succesrigt, som det overhovedet kan blive,« siger han til avisen
Samarbejde eller...
Howard Stringer blev som den første ikke-japaner for tre år siden valgt som topchef for Sony. Briten skulle bringe den trængte elektronikgigant tilbage på rette spor.
Direkte adspurgt, om Sony Ericsson også findes om tre år, lyder svaret:
»Vi bliver nødt til at arbejde sammen igen, som vi gjorde for to år siden, ellers bliver jointventure-samarbejdet nødt til at finde sin egen løsning,« siger Howard Stringer.
»Det var et diplomatisk svar,« kommenterer Die Welts journalister.
»Det var også min mening,« svarer Sony-chefen.
Rekordhurtig succes
Sony Ericsson, der har hovedkontor i London, ejes i forholdet 50:50 af Sony og den svenske mobilnetsgigant Ericsson. De to gik sammen i oktober 2001 og fik etableret et af de mest succesfulde selskaber i branchen nogensinde. Sony Ericsson har med sit moderne design og sin gode sans for nyttige og frem for alt populære funktioner på rekordtid virkelig gjort sig gældende på mobilmarkedet, især blandt de unge mobilbrugere.
Sony Ericsson er i dag verdens fjerdestørste mobilfabrikant. Ericssons egen mobiltelefonproduktion før samarbejdet var en sand kamp op ad bakke.





























































