Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sony Ericsson tager musikvåbenet frem

Ubegrænset adgang til alle de store musikselskabers arkiver til fast månedspris skal sælge mobiltelefoner.

LUND: Sony Ericsson tager nu musikvåbenet i brug for at få flere til at købe mobiltelefoner fra den japansk-svenske producent.

Inden for de kommende uger åbner PlayNow Plus-musikportalen i Sverige, hvor Sony Ericsson-kunder, der har abonnement hos Telenor, ubegrænset kan forsyne sig med musik på både mobiltelefonen og PCen for 99 svenske kroner om måneden. Midt i første kvartal 2009 vil tjenesten nå andre vesteuropæiske lande, uden at der dog sættes navn på nu.

Modsat TDC Play, som Danmarks største teleselskab introducerede 1. april i år, kan man beholde op til 300 sange af den ubeskyttede musik, efter at deres kontrakt på seks eller 18 måneder udløber.

Uden kopispærring

Der er skrevet kontrakt med de fire store pladeselskaber - EMI, Sony BMG, Universal Music Group og Warner Music - samt med et utal af lokale selskaber.

Finske Nokia, der er verdens største mobilproducent, åbner sin musiktjeneste »Comes with music« (Kommer med musik) i Storbritannien 17. oktober. Her kan Nokia-kunder hente og beholde ubegrænsede mængder af musik i et år. De skal dog betale et tillægsabonnement på op til anslået 70 pund (660 kroner). Nokia har ikke selv fremlagt priser endnu.

Al musik i Sony Ericssons PlayNow Plus er i MP3-format uden kopispærring (teknisk kaldet DRM-fri). Det betyder, at den uden hindringer kan flyttes mellem forskellige afspillere, så man kan høre musikken, hvor man har lyst, og ikke kun på den afspiller eller PC, hvor den blev hentet.

Løssalg udvides til Europa

I forvejen har Sony Ericsson sin musiktjeneste PlayNow Arena på nettet. Den blev lanceret i de nordiske lande 25. august men vil inden nytår også findes i Storbritannien, Holland, Belgien, Schweiz og Østrig.

Her kan alle købe musik efter egen smag. Man betaler pr. nummer men får så mulighed for at hente samme nummer i endnu bedre kvalitet til PCen. Jo højere kvalitet, jo større musikfiler, derfor er musiknumrene til mobiltelefonen i mindre kvalitet. Men på PCen kan man hente musik i en indspilningskvalitet på 320 kilobit i sekundet (normalt sælger musikbutikker på nettet kvalitet i 192 kbps).
Også her er al musik i MP3-format uden kopispærring.

Mistede fjerdepladsen

Sony Ericsson er verdens femtestørste mobilproducent. Selskabet, der ejes halvt af den japanske elektronikgigant Sony og halvt af den svenske mobiludstyrsproducent Ericsson, blev slået på fjerdepladsen af sydkoreanske LG tidligere i år.

Nummer 1 er fortsat finske Nokia, der står bag to af hver fem solgte mobiltelefoner i verden. Herefter følger sydkoreanske Samsung og amerikanske Motorola.

 
Læs også:

De ti mest populære mobiler

Gratis musik koster TDC millioner

De ti dyreste mobiltelefoner

 




Markedet lige nu