Musik skal skaffe kunderne tilbage til det trængte Sony Ericsson, som mistede fjerdepladsen på verdensranglisten for mobiltelefoner.
9. september 2008, 09:31 – opdateret 16. maj 2012, 14:31
Gratis musik skal sælge mobiltelefoner for Sony Ericsson, der senere på måneden åbner posen for, at mobilejerne kan hente musik uden at betale.
Sony Ericsson, der er verdens femtestørste mobilproducent efter finske Nokia, sydkoreanske Samsung, amerikanske Motorola og sydkoreanske LG, lægger sig dermed i halen på netop Nokia. Nokia åbnede for få uger siden sin første musikbutik i Storbritannien, hvortil købere af visse Nokia-modeller får et års gratis og ubegrænset adgang.
Offentliggøres sidst i september
Sony Ericsson ejes halvt af den japanske elektronikgigant Sony, halvt af den svenske teleudstyrsproducent Ericsson.
Ifølge finansavisen Financial Times forhandler Sony Ericsson med alle de store pladeselskaber og håber at kunne offentliggøre en aftale inden udgangen af september, så musiktjenesten kan lanceres i Europa før jul. December er traditionelt den største salgsperiode for forbrugerelektronik, herunder mobiltelefoner.
Sony Ericsson selv vil ikke kommentere avisens oplysninger. Men selskabet er presset. Sydkoreanske LG overtog Sony Ericssons fjerdeplads, og Sony Ericsson selv har neddroslet forventningerne til dette års salg.
I dag betaler man pr. musiknummer i Sony Ericssons PlayNow Arena, som også tilbyder spil og ringetoner til mobiltelefonen.
Teleselskaberne giver også gratis musik
Også teleselskaberne selv har kastet sig over musikken som et salgsargument. TDC, Danmarks største teleselskab, åbnede 1. april i år TDC Play, som giver TDC-kunder ubegrænset adgang til al musik, så længe de forbliver TDC-kunder; musikken kan dog ikke flyttes fra den mobiltelefon eller den PC, som den hentes på.
Se billedserien med de ti mest populære mobiler her.
Læs også:





























































