Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Smv'er har ikke styr på it

Der er behov for at forny og styrke indsatsen over for små og mellemstore virksomheder, der skal blive bedre til at udnytte it.

De små og mellemstore virksomheder skal blive bedre til at bruge it til at innovere og udvikle deres forretning. Mange af dem føler, at manglen på it-kompetencer internt i virksomheder bremser dem i forhold til at få udbytte af innovativ it-anvendelse. Det er konklusionen i en rapport, som Rambøll Management har gennemført for Forsknings- og Innovationsstyrelsen på baggrund af besvarelser fra 166 virksomheder med mellem 10 og 250 ansatte.

- Der er behov for at forny og styrke indsatsen. For kun gennem udbredt og velinformeret anvendelse af ikt vil dansk erhvervsliv være i stand til at opfylde kundernes skiftende behov, skabe værditilvækst og imødegå udfordringerne fra den globale konkurrence, lyder det fra videnskabsminister Helge Sander i forordet til rapporten 'Ikt-anvendelse og innovationsresultater i små og mellemstore virksomheder'.

Hos interesseorganisationen Dansk IT efterlyses en bedre koordinering af de mange digitale støtteordninger, som det offentlige i dag tilbyder virksomhederne.

- Det kræver ressourcer i de mindre virksomheder, når de skal skabe sig overblik over, hvordan de skal agere på it-området. Det vil gøre deres tilgang til udfordringer mere enkel, hvis hjælpen blev samlet under en paraply i stedet for at være parallelle og enkeltstående, siger formand for Dansk IT Klaus Kvorning Hansen, der til daglig er direktør i pensionsselskabet PenSam.

Læs om hvordan digitale værktøjer kan skabe værdi

Skab opmærksomhed

Ifølge Klaus Kvorning Hansen handler det i høj grad om, at virksomhederne skal gøres opmærksomme på, at it på mange områder kan være en hjælp til optimering og ikke en anledning til bekymring.

- Mange mindre virksomheder opfatter digitaliseringen som besværlig, men når først de nye værktøjer bliver implementeret, opdager de, hvordan det kan optimere processerne, siger Klaus Kvorning Hansen, formand for Dansk IT, der foreslår, at støtteordningerne eksempelvis kunne samles på portalen Virk.dk, som i forvejen anvendes af mange små og mellemstore virksomheder blandt andet til e-fakturering.

I rapporten 'Ikt-anvendelse og innovationsresultater i små og mellemstore virksomheder' konkluderes det da netop også, at mange af de mindre virksomheder mangler de fornødne kompetencer i forhold til it-udviklingen.

Behov for ny indsats

Rapporten fremhæver, at der allerede er givet en håndsrækning til de mellemstore virksomheder blandt andet gennem IBIZ-centret - Innovationscenter til fremme for e-business og fremme af elektronisk fakturering - men at der er behov for at forny og styrke indsatsen.

Hos Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der står bag rapporten, peger kontorchef Thomas Alslev Christensen på, at anbefalingerne blandt andet i denne rapport samt i evalueringen 'Rammer for Innovativ IKT-anvendelse - erfaringer fra den regionale ikt-satsning' vil indgå i arbejdet med opdateringen af Rådet for Teknologi og Innovations handlingsplan InnovationDanmark 2010-2013.

- En af de ting, der netop indgår i handlingsplanen er, hvilke aktiviteter der bør opprioriteres eller igangsættes. Derfor vil rådet nu se på de anbefalinger, som er blevet fremhævet i analyserne samt indgå en dialog med branchen og andre interessenter på it-området, siger Thomas Alslev Christensen og tilføjer, at der først efter en gennemgang af både analyser og indkomne forslag fra branchefolk og øvrige interessenter vil kunne konkluderes på, hvilke aktiviteter der skal opprioriteres.

Rådet for Teknologi og Innovation har netop lanceret debatsitet InnovationDanmark.dk, hvor alle kan bidrage med deres ideer og input. Den nye handlingsplan forventes at blive lanceret i marts-april 2010.

 




Markedet lige nu