Googles planer om at rulle højhastighedsinternet ud i enkelte småbyer i USA, får flere småbyer til at lave de mærkeligste tiltag for at vinde Googles gunst. Blandt andet er en borgmester hoppet i vandet.
9. marts 2010, 14:45 – opdateret 9. marts 2010, 14:50
Du kan bo i Googleville - og hvis du er heldig, hopper din borgmester i en iskold sø for at du skal få hysterisk hurtigt bredbånd på en gigabit.
Det lyder syret, og det er det faktisk også. En håndfuld småbyer i USA er nemlig blevet helt udsædvanligt kåde, efter at Google i februar annoncerede planer om, at selskabet nu vil sætte gang i et ganske lukrativt eksperiment: Giv folk ekstremt hurtige bredbåndsforbindelser ganske gratis, og se, hvad der så sker.
I sidste uge kom det frem, at Topeka i Kansas havde ændret navn til Googleville måneden ud og endda sat et fint skilt op om det. Men nu har flere småbyer meldt sig ind i kampen om at vinde Googles opmærksomhed. Og det på trods af, at ansøgningsprocessen om at få Google-bredbånd ellers er ganske formel og består af et ansøgningsskema, som man skal udfylde og indsende inden den 26. marts.
Googles egen agenda er at se, hvad der sker, hvis man gør ultrahurtigt bredbånd tilgængeligt i et bysamfund - en slags eksperiment for at se, om samfundet så udvikler flere højteknologiske arbejdspladser.
Og det falder i smag i flere byer. Blandt andre har borgmesteren i Minnesota-byen Duluth valgt at hoppe i den lokale sø, selv om den kun er to grader varm. Det blev selvfølgelig foreviget og lagt ud på Google-ejede YouTube i nedenstående klip.
Også byen Sarasota i Florida har kastet sig ind i kampen og opkaldt en hel ø efter Google.
Øen har sågar fået sin egen frihedserklæring.
Flere andre byer har også meldt deres interesse, dog under mindre falballader.
Internettet har i årevis vendt op og ned på forretningsmodeller, men det er først de senere år, at hastighederne på forbindelserne er begyndt at blive så store, at nettet for alvor kommer til sin ret. Det formodes, at højhastighedsbredbånd vil skabe helt nye forretningsmodeller og jobs, som vi slet ikke kender i dag - og nettet har allerede revolutioneret film, medie og musik-industriernes måder at sælge deres varer på.




























































