Skype-stifter med i Jubii-køb

Internet-portalen, der engang var Danmarks største, ventes igen at få danske ejere.

Skype-opfinderen Janus Friis skal sammen med Freeway-stifteren Morten Wagner være med til at hjælpe sin gode ven, Jubiis administrerende direktør Peter Lundsgaard med at købe Internet-portalen Jubii, der engang var Danmarks største.

Ifølge Business.dks oplysninger arbejder de tre sammen på at rejse de fornødne penge til igen at bringe Jubii hjem på danske hænder, efter at den tyske ejer gennem otte år har meddelt, at selskabet skal sælges. Der tales om en salgspris på 30-40 millioner kroner.

Tyske Lycos vil sælge en lang række af sine europæiske aktiviteter fra og derefter lukke selskabet til april.

Egmont har i flere omgange været nævnt som en mulig køber af Jubii, men er ifølge Business.dks oplysninger ikke køberen. Den danske chef hos eBay, som købte dansk-svenske Skype for nogle år siden og Den Blå Avis for nylig, Jacob Fonnesbech Aqraou, henholder sig til, at eBay aldrig udtaler sig om opkøbs- og frasalgsrygter.

Mere hemmelighedsfuld

Ejeren af Internet-koncernen Freeway, Morten Wagner, var i går mere hemmelighedsfuld:

»Nej, det er ikke mig. Jeg ved godt, hvem det er, men det er ikke os.«

Du lyder ikke, som om du fuldstændigt afviser det?

»Nej – men det har ikke noget med os at gøre. Så skulle vi have et mere indgående kendskab til forretningen,« siger Morten Wagner og medgiver, at hvis nogen skulle få et godt udbytte ud af Jubii, ville det være Freeway.

Peter Lundsgaard selv bekræftede i går over for Business.dk, at han er blandt byderne, men at han endnu ikke vidste, hvem der overtager selskabet.

»Nej, jeg regner slet ikke med, at det bliver mig, der overtager, selv om jeg har budt. Men jeg kan jo ikke drive det alene, så jeg regner med, at det bliver en af de store, danske spillere, der overtager – men jeg ved ikke hvem,« sagde han og understregede, at Jubii sagtens kunne blive en god forretning.

Otte år med tysk ejer

Jubii blev startet af en trio med iværksætteren Martin Thorborg i spidsen i 1995 for at lære danskerne at finde rundt på nettet. Forbilledet var det amerikanske Yahoo, der før Google-dagene var kongen af Internet-søgninger. I 2000 blev Jubii solgt til søgetjenesten Lycos Europe, der har hovedsæde i Tyskland.

I 1999 var Lycos verdens mest besøgte søgetjeneste på nettet. Nu bliver selskabet helt lukket i Europa efter en række svære år. Lycos har lovet aktionærerne et udbytte på 50 millioner euro for i år, hvilket fremlægges på generalforsamlingen i Amsterdam 12. december.

Fra 120 til 20 mand

En noget nervøs Peter Lundsgaard trådte en sen eftermiddag i august 2003 ind i den fyldte sal i Carlsbergs gamle silo på Frederiksberg og blev modtaget af 120 medarbejdere, der næsten stod på stolene og klappede ad den dengang 37-årige dansker, der i fem år havde arbejdet i elektronikgiganten Panasonics europæiske hovedkvarter i Wiesbaden, Tyskland. 1. oktober 2003 blev han administrerende direktør.

I dag har Jubii 20 ansatte, mens mange funktioner klares via centrale funktioner i Lycos.

 



Markedet lige nu