»3« og Skype går sammen om ny mobiltelefon, så man kan ringe gratis over nettet i ni lande.
29. oktober 2007, 13:01 – opdateret 29. oktober 2007, 13:03
Danske mobilkunder hos teleselskabet »3« kan fra december med en ny mobiltelefon ringe ganske gratis over Internet gennem Skype.
Netauktionshuset eBay, som for et par år siden købte telefonprogrammet Skype af danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström for noget nær 25 milliarder kroner, lancerer nu sammen med »3« den nye telefon. Her kan man også sende straksbeskeder (såkaldt »instant messaging«) til hinanden. Forventningen er at sælge »flere hundrede tusinde« telefoner inden nytår.
»Vi er optimistiske og tror, at vi i løbet af et-to år vil sælge millioner snarere end hundredtusinder, men i fjerde kvartal venter vi på verdensplan at sælge adskillige hundredtusinder,« siger Frank Sixt, koncernfinansdirektør for »3«, der ejes af Hutchison Whampoa-konglomeratet.
Telefonen, som får navnet »3 Skypephone«, kan bruges i de ni lande, hvor »3« har eget net, altså: Australien, Danmark, Hong Kong, Irland, Italien, Macau, Storbritannien, Sverige og Østrig. Den er udviklet af Skype og »3«. Den produceres af Qualcomm, har et to megapixelkamera, vejer 86 gram.
Prisen for 3 Skypephone er 299 kroner, hvis man køber den i »3«s netbutik. Abonnementet koster 199 kroner om måneden. Køber man telefonen i udvalgte butikker, koster den 499 kroner.
(Opdateret 6. november 2007)


























































